Raunstrup-resultat stiger trods lavere omsætning

Det ser fornuftigt ud for byggevirksomheden Raunstrup, der har haft en stabil vækst de seneste år. I år er resultatet steget 11 % trods lavere omsætning. En øget overskudsgrad skal i fokus i fremtiden.
"Bæredygtig omstilling er omkostningstungt på den korte bane, men det har vist sig som et godt ledelsesredskab, da alle gerne vil den grønne omstilling", siger adm. direktør i Raunstrup, Søren Kristensen.
"Bæredygtig omstilling er omkostningstungt på den korte bane, men det har vist sig som et godt ledelsesredskab, da alle gerne vil den grønne omstilling", siger adm. direktør i Raunstrup, Søren Kristensen.

Med et resultat for 2023, der ender på 14,5 mio. kr., opnår den landsdækkende byggevirksomhed Raunstrup endnu engang en stigning på bundlinjen – denne gang på 11 % i forhold til 2022-regnskabet.

Dermed fortsætter rækken af uafbrudte regnskabsstigninger, som virksomheden har opbygget de seneste år. Adm. direktør Søren Kristensen kalder resultatet for solidt:

– Resultatet afspejler, at vi de sidste fem år har vist, at vi kan tjene penge. Vores årsresultat har hvert år ligget stabilt med en lille stigning, og man skal ikke negligere, hvilken tryghed det giver for kunder og medarbejdere i et yderst volatilt marked. Når man tager branchens udfordringer i indtjening i betragtning, kan vi kalde det et solidt resultat, som vi godt kan være stolte af, men vi skal fremadrettet have løftet vores bundlinje.

Fornuftig ordrebeholdning

Virksomheden, der blev opkøbt af Enemærke & Petersen i 2021 og består af Raunstrup Tømrer, Raunstrup Byggeri og Raunstrup Bygningsservice, opnåede i 2023 en omsætning på 685 mio. kr., hvilket er lavere end året før.

Vejen til målet om at øge overskudsgraden går via en strategisk indsats: Der skal være øget fokus på fastholdelse samt vækst af de faste kunder på rammeaftaler og partnerskaber, hvor netop stabilitet er et af nøgleordene for de bygherrer og servicekunder, der skal vælge samarbejdspartnere.

Raunstrup har som entreprenør bl.a. stået for opførelsen af Klippesalen I og II og Hollænderen i den nordlige ende af den nye Odense-bydel Dalum Papirfabrik.
Raunstrup har som entreprenør bl.a. stået for opførelsen af Klippesalen I og II og Hollænderen i den nordlige ende af den nye Odense-bydel Dalum Papirfabrik.

– Vi kigger ind i en yderst fornuftig ordrebeholdning og omsætning fra faste kunder, og det gør mig meget fortrøstningsfuld for det kommende år. Derudover har vi en meget spændende pipeline, hvor projekter med tidlig entreprenør-inddragelse fylder meget. Det er et væsentligt skridt for os, da vi tidligere har vist, at vi via tidlig involvering i projekterne kan hjælpe bygherrerne med at nå deres budgetter, siger Søren Kristensen.

Fokus på uddannelse og grøn omstilling

En del ressourcer og tid har i de seneste fire år været brugt på uddannelse og grøn omstilling såsom bæredygtighedsuddannelse til håndværkerne, kør-grønt-kursus og ombygning af biler.

Læs også: Raunstrup sætter fart på bygningsservice på Sjælland

– Grøn omstilling og bæredygtighed er en vedvarende proces, men vi er rigtig godt med. Det er især medarbejderne, der trækker læsset. Det kræver omstillingsparathed at navigere i, siger Søren Kristensen.

50 lærlinge ansat

Herudover har Raunstrup også investeret stort i medarbejderne, en udvikling der også vil fortsætte de kommende år, hvor der vil blive investeret stort i bæredygtighed, uddannelse og arbejdsmiljø.

– Vores medarbejdere er vores største aktiv, og det er ingen tilfældighed, at vi i gennemsnit har 50 lærlinge ansat. Det er et privilegie at have så mange ansatte under uddannelse, men også et ansvar en virksomhed som vores skal tage på os. Jeg er selv startet som lærling, og jeg ved, at læretiden er altafgørende for, om man bliver i branchen eller ej, og ikke mindst for hvor dygtig man bliver til sit fag, slutter Søren Kristensen.

Raustrup har som entreprenør bl.a. tager del i udviklingen af Dalum Papirfabrik i Odense og har også stået for opførelsen af nyt RessourceCenter Vejle (RCV), der er gearet til at modtage og håndtere minimum 100.000 ton affald og genanvendelige materialer om året.

Relateret indhold