Rap fra Bertel Haarder til miljøministeren

En minister bør ikke afvise at mødes med borgmestre, hvis de ønsker et foretræde.
Bertel Haarder mener, det er uhørt, at en ny miljøminister bare afviser at mødes med de to borgmestre.
Bertel Haarder mener, det er uhørt, at en ny miljøminister bare afviser at mødes med de to borgmestre.

Folketingets 1. næstformand, Bertel Haarder (V) er stærkt forundret over, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S), som tidligere nævnt i Dagens Byggeri, har afvist at mødes med to borgmestre fra kommuner syd for København, der ville tale med hende om udlægningen af transportkorridoren, der blandt andet skal rumme en kommende Ring 5.

– Jeg har været minister i 20 år, og jeg har aldrig sagt nej til et møde med en borgmester. Det gjorde jeg heller ikke, da der var 272 borgmestre og 14 amtsborgmestre. Bad de om et møde, kom de ofte rejsende langvejs fra og i deres pæne tøj. Skulle jeg så ikke have et kvarter eller en halv time til dem? Selvfølgelig skulle jeg det. Derfor synes jeg, at det er uhørt, at en ny miljøminister bare afviser at mødes med de to borgmestre. Specielt når det, de vil tale om berører så mange mennesker – alle dem der bor i transportkorridoren, siger Bertel Haarder til Dagens Byggeri.

Ændrede beslutning

Han husker dog, at embedsmændene ofte henstillede til ham at sige nej til møder:

– Men det ændrede jeg så til, at de pågældende var velkomne. Somme tider kunne jeg dog tilføje, “hvis I insisterer på et møde så ring først”. Så viste det sig ofte, at vi kunne slippe for mødet, og tingene ordnes i telefonen. Men det går ikke bare at sige, “jeg vil ikke mødes med Jer”. Vi har et demokrati, og det er et demokrati, hvor kommunerne har stor magt. Så skal man også møde borgmestrene og vise dem respekt. Der er nogle ministre, som er for uerfarne, og det har jo hele tiden været et problem for den nuværende regering, slutter Bertel Haarder.

Relateret indhold