Rambøll skruer nu op for den digitale innovation og opretter en ny organisation for digital innovation. Til at lede den nye organisation har man ansat Bo Grave som innovations- og digitaliseringsdirektør. Det fortæller Rambøll i en pressemeddelelse.
Det oplyses, at Bo Grave, 49, har mere end 22 års erfaring med digital innovation fra den rådgivende ingeniørbranche. Han har gennem de sidste fire år ledet afdelingen Integrated Business Technology i Rambøll og ydet en betydelig indsats for at klæde Rambøll på til at udnytte digitaliseringens muligheder til gavn for kunder og virksomheden.
– Digitalisering er et centralt element i vores nye strategi, og vi har en ambition om at blive den mest digitale rådgivende ingeniørvirksomhed i Danmark i 2020. Bo Grave er en dygtig strateg og teknologisk ekspert, der kender Rambøll indefra. Han har en stor indsigt i, hvad virksomheden har brug for, og hvordan Rambøll skal udnytte digitalisering til at effektivisere forretningen og udvikle nye og konkurrencedygtige digitale ydelser til gavn for kunderne, siger Ib Enevoldsen, administrerende direktør, Rambøll Danmark.
Effektivisere projekter
Bo Grave kommer til at lede 30 eksperter i to nyoprettede afdelinger inden for Digital Business Transformation og Integrated Digital Solutions. De vil fokusere på, hvordan Rambøll skal bruge digitalisering til at effektivisere udførelsen af projekter, smidigøre samarbejde og udvikle Rambølls services.
– Digitale værktøjer er en afgørende forudsætning for, at Rambøll kan styrke sin forretning, øge produktiviteten og skabe øget værdi for kunderne. De nye teknologier inden for BIM, simulering og Virtuel Reality giver helt nye muligheder for at visualisere projekterne for vores kunder, for eksempel ved simulering af drift og vedligeholdelse, og giver derved et bedre grundlag for en tæt dialog tidligt i projektet, siger Bo Grave, innovations- og digitaliseringsdirektør i Rambøll Danmark.
Rambøll vil også bruge digitalisering til at invitere kunder og partnere inden for til co-creation og på den måde få nye perspektiver på udviklingsprojekter, der kan sætte turbo på innovationen, samtidig med, at de nyeste teknologier inden for for eksempel droner, Big Data og kunstig intelligens vil blive centrale elementer i udvikling af Rambølls fremtidige ydelser og den måde, hvorpå Rambøll løser opgaver.
Den nye organisation trådte i kraft den 1. maj.