Politikerne får et skud frisk luft

Der er behov for at styrke indeklimaet i de danske skoler. Så stort et behov, at blandt andet Tekniq står bag en konference på Christiansborg om netop indeklima.
Foto: giovannacco / Pixabay.com.
Foto: giovannacco / Pixabay.com.

Trods et utal af undersøgelser, som de senere år har konstateret, at et godt indeklima er helt afgørende for både elevernes indlæring og undervisernes arbejdsmiljø, så er mange klasselokaler stadig præget af dårlig luft og lige så dårlig ventilation.

– Det er nedslående, at det stadig står så skidt til med indeklimaet i folkeskolerne. Alene i 2017 udstedte Arbejdstilsynet mere end 80 påbud på grund af dårligt indeklima. Det er ganske enkelt ikke godt nok, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq, der repræsenterer de danske el- og vvs-installatører.

Der skal åbenbart noget helt særligt til for at vække ikke mindst politikerne, så nu flytter vi debatten ind på deres hjemmebane,

Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq.

Han peger samtidig på en undersøgelse fra Realdania og DTU, der viser, at hele 91 procent af klasseværelserne i løbet af en skoledag er udsat for CO2-koncentrationer, som er langt højere end de tilladte grænseværdier.

Af samme årsag afholder Tekniq sammen med Blik- og Rørarbejderforbundet og Veltek en storstilet indeklimakonference på Christiansborg, hvor både forskere, politikere og aktører fra branchen mødes for at diskutere, hvordan man sikrer frisk luft til hjernerne hos Danmarks folkeskoleelever og -lærere.

Relateret indhold