Politiker og entreprenør enige: Øget fokus på sikkerhed et must

Et styrket arbejdstilsyn og mere kontrol med udenlandsk arbejdskraft var på dagsordenen, da direktøren og politikeren mødtes på byggepladsen Stejlepladsen II i Humlebæk.
Martin Skou Heidemann (til højre) satte mandag Venstre-politiker Hans Andersen stævne om fremtidens arbejdsmiljø i byggebranchen. Mødet fandt sted i Humlebæk, hvor Skou Gruppen er ved at lægge sidste hånd på renoveringen af 123 almene boliger. Foto: Skou Gruppen.
Martin Skou Heidemann (til højre) satte mandag Venstre-politiker Hans Andersen stævne om fremtidens arbejdsmiljø i byggebranchen. Mødet fandt sted i Humlebæk, hvor Skou Gruppen er ved at lægge sidste hånd på renoveringen af 123 almene boliger. Foto: Skou Gruppen.

Hvordan sikrer vi ordentlige arbejdsforhold på fremtidens byggepladser?

Smilene var store, men emnet alvorligt, da direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, og folketingspolitiker og arbejdsmiljøordfører fra Venstre, Hans Andersen, mandag mødtes til en diskussion om arbejdsmiljø i fremtidens byggebranche.

– I Skou Gruppen har vi i flere år prioriteret arbejdsmiljø og sikkerhed på vores byggepladser, og vi er nået rigtig langt. Men vi kan altid blive endnu bedre. Der er stadigvæk et meget stort problem med arbejdsulykker i branchen generelt, og derfor vil vi gerne høre, hvad Regeringen har tænkt sig at gøre for at sikre tryghed på fremtidens byggepladser, fortæller Martin Skou Heidemann om årsagen til, at han har sat Venstre-politikeren stævne om emnet.

V-kandidat: Vi har styrket Arbejdstilsynet

Folketingsmedlem Hans Andersen er enig i, at der sker for mange ulykker på de danske byggepladser:

– Alt for mange kommer til skade eller bliver slidt ned af dårlige arbejdsforhold i byggebranchen. Det er en meget stor udfordring, som vi simpelthen skal kunne gøre bedre. Derfor har Regeringen indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet, De Radikale og SF om at styrke arbejdsmiljøet med 460 millioner kroner, forklarer han og uddyber:

– Derudover har vi ændret tilsynsmetoden i bygge- og anlægsbranchen, så Arbejdstilsynet kommer på uanmeldte besøg på byggepladserne og ser på arbejdsmiljøet hos alle de virksomheder, der er på byggepladsen. Tidligere måtte Arbejdstilsynet kun kigge på én virksomhed ad gangen, siger Hans Andersen.

Han tilføjer, at ændringen sammen med en generelt styrket arbejdsmiljøindsats er nogle af svarene på, hvordan arbejdsmiljøet på fremtidens byggepladser sikres.

Penge gør det ikke alene

Martin Skou Heidemann glæder sig over de nye tiltag, og han frygter ikke de uanmeldte besøg fra Arbejdstilsynet.

– Jeg synes, det er fornuftigt, at en myndighed kommer uanmeldt. Hvis der skulle være noget at komme efter hos os, vil jeg hellere have det frem i lyset end at risikere en ulykke, lyder det.

Han understreger, at en økonomisk håndsrækning til Arbejdstilsynet ikke gør det alene:

– Det er afgørende, at der er stort fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed hele tiden. Både fra arbejdsgivere, arbejdstagere og politikeres side. Også efter valget, siger han og efterspørger blandt andet mere kontrol med de virksomheder, som systematisk ansætter udenlandsk arbejdskraft under urimelige forhold.

Og det er folketingspolitikeren enig i:

– Det er helt og aldeles uacceptabelt, når vi ser udenlandske arbejdstagere, der bliver indlogeret under usle forhold og arbejder til en løn, der ligger langt under det, vi betragter som fair. Men det er også vigtigt at huske på, at vi er afhængige af udenlandsk arbejdskraft, og at langt det meste arbejde bliver udført efter reglerne. Opgaven består i at rydde op i de brodne kar uden at sætte en prop i den gode arbejdskraft, som bidrager til vores vækst og velstand, siger Hans Andersen.

Relateret indhold