– Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Kristian Würtz bliver ny direktør i Brabrand Boligforening, lyder det fra ansættelsesudvalget, der især har vægtet Kristian Würtz’ visionære tilgang, lokale netværk og grundlæggende indsigt i boligformer og i det boligsociale område:
– Vi har været igennem en grundig ansættelsesproces med kvalificerede kandidater, og til sidst faldt valget på Kristian, da vi har stor tillid til, at han kan fortsætte den positive udvikling og kan gøre en forskel gennem sit engagement og forståelse for involvering og inklusion. Valget faldt også på Kristian, fordi han kender den almene boligsektor, om nogen har politisk tæft og står for de værdier, vi også har i boligforeningen, som vægter plads til mangfoldighed, fællesskaber og samarbejde. Vi har gennem tiden haft flere berøringsflader med ham og ved, hvor dygtig og handlekraftig han er, siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.
Planer til en værdi af fire mia. kroner
Som direktør for Brabrand Boligforening kommer Kristian Würtz til at sætte kursen for foreningens godt 160 medarbejdere og ledere. Derudover skal han sikre driften og videreudviklingen af foreningen samt opnå resultater i samarbejde med beboerdemokrati, ansatte og eksterne parter.
Og der venter den kommende direktør mange større projekter i form af renoveringer, nybyggerier, gennemførelse af helhedsplaner og effektivisering af driften. Samlet set venter der udviklings- og renoveringsplaner til en værdi af fire mia. kr., som skal forvaltes over de næste ti år.
Helt tæt på løsningen
Ud over at være Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse har Kristian været rådmand for Magistratsafdelingen for Børn og Unge og rådmand for Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø. Derudover har han i dag flere tillidshverv. Han er blandt andet medlem af Rådet for Socialt Udsatte og næstformand for Regionale Arbejdsmarkedsråd Østjylland.
– Boligforeningernes rolle i en socialt bæredygtig byudvikling og som garant for gode boliger til almindelige mennesker har altid været min store interesse. Som direktør i Brabrand Boligforening får jeg mulighed for at arbejde helt tæt på løsningen af en af de vigtigste opgaver i vores samfund, og jeg er utrolig glad for den tillid, bestyrelsen har vist mig ved at betro mig opgaven. Jeg glæder mig til samarbejdet med beboerdemokrati, medarbejdere og boligforeningens mange samarbejdspartnere, siger Kristian Würtz, der er opvokset i Åbyhøj og Brabrand.
Han tiltræder stillingen den 15. januar 2022.