Prisen gives til virksomheder, der vokser kontinuerligt, og som minimum fordobler sin omsætning eller sit bruttoresultat i løbet af fire regnskabsår. Det er en flot hæder til firmaet, som er Danmarks førende udlejer af arbejdsplatforme og hejs. Og som om det ikke var nok, er Platform.as også blevet udvalgt til en af årets succesvirksomheder af Spar Nord og BDO.
– Det er altid rart med anerkendelse for vores arbejde, som også bekræfter den respons, vi får fra kunderne. Et sikkert og fleksibelt produkt til en attraktiv pris – leveret af medarbejdere, der er branchens fagnørder og verdensmestre i det, de laver og hver dag går på arbejde for at yde den bedste service. Det er den enkle opskrift på vores succes, fortæller Casper G. Knudsen, administrerende direktør i Platform.as. Han fortsætter:
– Vi er stolte over igen at modtage hæder, og vi fejrede det da også med et enkelt glas champagne. Samtidig husker vi os selv på, at der er en dag igen i morgen. Træerne vokser ikke ind i himlen, så vi holder begge ben på jorden og snuden i sporet.
Brugte hele børneopsparingen på arbejdsplatforme
Idéen til Platform.as kom tilbage i 2008, hvor Casper G. Knudsen lagde mærke til, at man på stadigt flere byggepladser skiftede stilladserne ud med arbejdsplatforme. Han så en mulighed og brugte derfor hele opsparingen sammen sin bror Ulrik Knudsen på at købe 10 arbejdsplatforme, som han ville udleje til håndværksvirksomheder.
Siden da er det gået stærkt, og i dag har Platform.as to afdelinger, i Ishøj og Aarhus, 350 platforme, 55 arbejdspladser og en omsætning på omkring 80-85 millioner kroner.
– Det er ikke sådan, at jeg har læst på CBS, kigget efter huller i markedet eller lavet lange businessplaner. Jeg startede Platform.as lige da finanskrisen var på sit højeste, og det har uden tvivl været en vild rejse. Vejen til succes har været brolagt med masser af udfordringer, men jeg har altid været tiltrukket af entreprenørskab og troet 110 procent på vores koncept, siger Casper G. Knudsen.
En af årsagerne til væksten er, at platforme løser 90 procent af alle de opgaver som de traditionelle stilladser kan, men på en langt mere effektiv, sikker og ergonomisk måde. Med en arbejdsplatform har man nemlig altid udstyr og materialer lige ved hånden, så håndværkere undgår unødvendige og tidskrævende ture op og ned.