De to danske pensionsselskaber AP Pension og PKA kigger ud over de danske grænser i en stor investering i bæredygtige boliger og social infrastruktur i boligområder. De to selskaber har købt sig ind i den nye bæredygtige ejendomsfond, som den internationale kapitalforvalter, Patrizia, forvalter.
AP Pension investerer i første omgang 50 millioner euro, cirka 372 millioner kroner, i fonden, mens PKA har givet tilsagn om en investering på 75 millioner euro, cirka 560 millioner kroner.
Boligerne skal opføres i Nord- og Vesteuropa tæt på større byer og arbejdspladser som hospitaler, skoler og kontor- og erhvervsområder. Boligerne skal være mest muligt CO2-neutrale til gavn for klimaet, ligesom social bæredygtighed vil være et væsentligt aspekt i boligområderne.
– I AP Ejendomme tænker vi bæredygtighed ind i alt, hvad vi opfører herhjemme. Det gælder både i valg af materialer og i forhold til at opføre åbne og inkluderende boligområder med plads til alle, fortæller adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
Ifølge ham er investeringen et naturligt led i selskabets ejendomsinvesteringer at udbrede arbejdet med bæredygtige boliger til andre lande i Europa.
– Med vores investering i Patrizia Sustainable Communities kan vi udbrede det til andre europæiske lande.
AP Pension og PKA er de første investorer i fonden og en del af forudsætningen for, at fonden kan foretage investeringerne, siger Peter Olsson, der samtidig forklarer, at AP Pension og PKA har haft en meget tæt dialog med Patrizia om blandt andet investeringskriterier og prioriteringer i forbindelse med fondens opstart.
Det er langt fra første gang, at PKA investerer i samarbejde med PATRIZIA, som pensionskassen deler værdisæt med, når det kommer til bæredygtige ejendomsinvesteringer i både grønt og socialt øjemed.
Ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe, glæder sig over, at pensionskassen igen kan udvide sit mangeårige samarbejde med Patrizia.
– Vi har en fælles vision om at skabe flere både grønne og socialt bæredygtige ejendomme – både i Danmark og i udlandet. Investeringen giver os mulighed for at drive den grønne udvikling videre i Europa, samtidig med at pensionskassens medlemmer får et godt afkast, siger Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA.