Pensionsselskab investerer i endnu et kontorbyggeri i Aarhus

PensionDanmark køber det tredje Company House i Skejby af NCC Property Development

Bæredygtige kontorbygninger er en eftertragtet vare. I hvert fald køber PensionDanmark nu endnu et af NCC’s company houses. Det bliver det tredje i Århus bydelen Skejby og det certificeres efter bæredygtighedskravene i DGNB Guld.

– Vi er meget tilfredse med at kunne føje endnu et Company House i Aarhus til vores portefølje, ikke mindst fordi der er synergi i at kunne tilbyde vores lejere flere attraktive muligheder i området, siger direktør Marius Møller, PensionDanmark.

– Det er en velbeliggende bæredygtig ejendom i et attraktivt område med god infrastruktur. Vi har en solid lejer på plads og en mere på vej, og vi forventer, at investeringen vil give gode afkast til medlemmerne i en lang årrække.

Kontorbygningen rummer 9.025 nybyggede kvadratmetre. To tredjedele af ejendommen er allerede udlejet til Energi Danmark, og en lejer mere forventes at falde på plads snarest.

Projektet er udviklet af NCC Property Development A/S og opføres af NCC Danmark A/S.

Ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed, hvilket bl.a. indebærer et lavt energiforbrug og et godt indeklima.

– Omega Company House er bygget i et meget attraktivt erhvervsområde i Aarhus, og jeg er glad for, at både lejere og købere er enige med os og har valgt at satse på stedet, siger Ole Faurby, adm. direktør i NCC Property Development i Danmark.

Relateret indhold