PensionDanmark føjer nyt Company House til porteføljen

Pensionsselskabet køber huset på Frederiks Plads i Aarhus med 15.000 kvadratmeter kontorer af NCC for ca. 600 millioner kroner.
Salget markerer afslutningen på NCC's udvikling og byggeri af boliger, kontorer og butikker på Frederiks Plads. Pressefoto.
Salget markerer afslutningen på NCC's udvikling og byggeri af boliger, kontorer og butikker på Frederiks Plads. Pressefoto.

Frederiks Plads II er tegnet af C.F. Møller Architects, og udviklet efter NCC Property Developments Company House koncept.

– Med købet af det nye Company House i Aarhus har vi sikret os en velbeliggende ejendom med stærke lejere. Konceptet med fleksible og bæredygtige kontorarealer er meget efterspurgt, og med købet ejer PensionDanmark nu i alt seks Company Houses, siger direktør Marius Møller, PensionDanmark.

Frederiks Plads ligger imellem Midtbyen, Frederiksbjerg og Sydhavnen i Aarhus. Det er en lille ny bydel midt i byen med en kombination af boliger, kontorer og butikker samlet rundt om et lyst byrum med træer og grønne arealer.

– Vi sætter nu punktum for NCC Property Developments udvikling af Frederiks Plads, der har ændret sig fra erhvervsområde til attraktiv bydel. Vi ser det som en blåstempling af Frederiks Plads, at PensionDanmark har valgt at investere i denne sidste fase og dermed bliver ejer af den samlede kontordel af Frederiks Plads, siger adm. direktør Ole Faurby fra NCC Property Development.

NCC har udviklet i bydelen siden 2014, og nu bliver den sidste kontordel solgt. Samlet er der på Frederiks Plads opført tre enkeltstående ejendomme med lejligheder og ca. 20.000 kvadratmeter kontorer.

Et samlet hele med høje miljøkrav

Det sidste Company House er indtil videre udlejet til Nordea og KPMG, hvis medarbejdere i Aarhus flytter ind i den nye kontorbygning til december 2021.

Ejendommen forventes bæredygtighedscertificeres til DGNB Guld. Det betyder, at ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed – og lejerne kan spare penge på energiforbruget og samtidig have et godt indeklima til gavn for trivslen. Helt i tråd med PensionDanmarks og NCC’s ønske om at leve op til FN’s Verdensmål.

På salgstidspunktet er udlejningsgraden 75 procent, og NCC stiller en fem-årig lejegaranti for det resterende areal i forbindelse med salget. Transaktionen gennemføres som en selskabshandel med en underliggende ejendomsværdi på ca. DKK 600 millioner kroner.

Relateret indhold