Omsætningen falder en lille milliard – men direktøren er tilfreds

Davidsen Koncernens årsregnskab for 2023 viser fald på både bund- og toplinje. Med flere strategisk tiltag ser adm. direktør dog positivt på fremtiden.
Henrik Clausen i blåt jakkesæt.
Adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen.

Davidsen Koncernen, som står bag Davidsens Tømmerhandel, har netop offentliggjort årsregnskabet for 2023, og det viser et fald i omsætningen til ca. 3,2 mia. kroner (2022: Ca. 4,2 mia. kroner), mens resultatet før skat i 2023 landede på 58 mio. kroner (2022: 165 mio. kroner).

Men trods nedgangen er tale om et tilfredsstillende resultat, lyder det fra adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen:

– Som resten af branchen har vi været ramt af svære markedsvilkår og en generel nedgang i byggeriet. Mens renoveringsmarkedet har været nogenlunde stabilt, er det især nybyggeri og byggeri af parcelhuse, som har været hårdt ramt i 2023, og hvor vi har været særlig eksponeret. Set i lyset af den nedadgående tendens i 2023 vil vi betegne årsregnskabet som tilfredsstillende.

Læs også

Davidsens omsætning runder 4 mia. kr. – resultatet følger ikke med

Han fortæller videre, at den dalende byggeaktivitet ikke kom som nogen overraskelse:

– Derfor havde vi allerede fra starten af året reduceret vores omkostninger betragteligt og lagt en stærk kundefokuseret plan med lancering af en række bæredygtighedstiltag, sortimentsopgraderinger og endnu flere kurser og arrangementer for vores kunder.

Forventer forbedring inden for 12 måneder

I 2023 gennemførte koncernen sidste del af den strategiske transformation mod et stærkere B2B-fokus, hvilket bl.a. betød en sammenlægning af to webshops samt udfasning af havemøbler og udelivsprodukter i koncernens 23 forretninger.

Ifølge Henrik Clausen har det været en vigtig prioritering for at være rustet til, når markedssituationen forventes igen at vise positive takter:

– I Davidsen tror vi på en langsigtet værdiskabelse. Derfor bød 2023 på flere strategiske tiltag, der gør, at vi nu står med en endnu skarpere profil, der retter sig mod erhvervskunder og de semiprofessionelle gør-det-selv kunder, fortæller han og uddyber:

– Det er sket med en forventning om, at vi inden for de kommende 12 måneder begynder at se en forbedring af de nuværende markedsvilkår med en stabilisering henimod slutningen af året, hvor vi allerede nu kan sige, at vi står stærkt.

Læs også

Danmarks 3. største tømmerhandel solgt til finsk gigant

I august 2023 opkøbte Kesko, der er en af Finlands største virksomheder, 90 % af ejerandelene i Davidsen.

Kesko opererer inden for dagligvarehandel, handel med biler samt byggematerialer og teknisk handel har 1.800 forretninger fordelt på syv lande og en omsætning på ca. 80 mia. kroner (2022).

Og netop opkøbet skaber yderligere grobund for vækst og en udvikling af de kommende års ambitiøse planer, som skal være med til at styrke Davidsens position på det danske marked, påpeger Henrik Clausen.

Relateret indhold