Odense Letbane går i fodsporene på Aarhus-modellen

Odense Letbane har valgt Keolis Danmark til at stå for drift og vedligeholdelse.
Letbanens sporarbejde er netop gået i gang. Det forventes at vare til midten af 2020. Visualisering: Odense Letbane.
Letbanens sporarbejde er netop gået i gang. Det forventes at vare til midten af 2020. Visualisering: Odense Letbane.

Odense Byråd har besluttet, at Odense Letbane kan underskrive driftskontrakten. Derfor ligger det nu fast, at det bliver Keolis Danmark, der skal stå for drift og vedligeholdelse af letbanen. Det skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse. Keolis Danmark er kendt fra Aarhus, hvor de også står for drift og vedligeholdelse af letbanen.

– Vi har nået en afgørende milepæl i projektet. Efter mere end et års intense forhandlinger, efterfulgt af en politisk godkendelsesproces, står vi nu over for at skulle underskrive den sidste store letbanekontrakt. Jeg glæder mig meget til at byde Keolis Danmark velkommen som letbaneoperatør i Odense, siger Mogens Hagelskær, administrerende direktør for Odense Letbane.

Kontrakten gør Keolis Danmark til operatør i op til 15 år og beløber sig til cirka 1,2 milliarder kroner.

Inden for rammerne

Aftalen glæder Odense Kommunes borgmester Peter Rahbæk Juel (S). Han er især tilfreds med, at man ikke er gået over budget.

– Jeg er glad for, og jeg vil også gerne rose Odense Letbane for, at det er lykkedes at lande en kontrakt inden for den samlede budgetramme for driften. Det giver en økonomisk tryghed på udgiftssiden, der rækker adskillige år ud i fremtiden. Det er også betryggende, at der nu er valgt en operatør, som er kendt i byen i forvejen – og som endda har erfaring med at drive letbane i Danmark, siger Peter Rahbæk Juel.

Med underskriften er der nu indgået kontrakter på alle fire hovedområder. De øvrige tre handlede om det indledende anlægsarbejde med flytning af veje, fortove og cykelstier, selve transportsystemet med alt fra skinner, master og drifts- og vedligeholdelsecenter samt leverancen af de i alt 16 letbanevogne. Heriblandt vognen “Brunneren”, der fik over halvdelen af stemmerne, da der skulle vælges navne.

Keolis er en global virksomhed, som opererer i 16 lande. Hovedkontoret ligger i Paris, og selskabet er delvist ejet af de franske statsbaner.

Relateret indhold