Fra regnskabet
- Nettoomsætning: 3,325 mia. kr. (2019: 2,818)
- Resultat før skat: 332,998 mio. kr. (2019: 315,845)
- Årets resultat: 267,604 mio. kr. (2019: 262,229)
- Antal medarbejdere: 166 (2019: 154)
Endnu engang sætter KPC Holding en tyk streg under virksomhedens evne til at tjene penge. For tredje år i træk ligger overskudsgraden på den sjove side af 10 procent.
Omsætningen steg i 2020 med en god halv milliard kroner til 3,3 milliarder, mens resultatet før skat blev løftet med 18 millioner til 333 millioner kroner.
I 2020 afleverede KPC i årets løb blandt andet 29.200 kvadratmeter bebyggelse i Sluseholmen med i alt 208 boliger. I Jylland har KPC i årets løb blandt andet afleveret Skovhusene Risskov – 9.000 kvadratmeter boligbyggeri som en del af det store Bindesbøl-byudviklingsprojekt beliggende i området, hvor det tidligere psykiatriske hospital var placeret, samt boligprojektet Papirtårnet i Silkeborg på 11.700 kvadratmeter.
Bæredygtighed har også fortsat stort fokus, og i 2020 afleverede KPC flere byggerier certificeret med DGNB Guld – blandt andet et 16.000 kvadratmeter stort kontorbyggeri, CPH Highline, på Havneholmen i København.
– Vi har i 2020 vist en fortsat stærk tilstedeværelse i København, hvor det er lykkedes Jesper Henkel, direktør for KPC København A/S, at fortsætte den gode udvikling. Jesper Henkel har blandt andet haft ansvaret for indgåelse af en ny kontrakt på Postgrunden ved Bernstorffsgade i København, hvor KPC opfører et projekt, der med et kontorhus, bolig- og hoteltårne samt et sundhedshus fuldender det kommende bykvarter. Hele kvarteret på Postgrunden vil stå færdigt i 2024. I 2020 har vi således udbygget vores markedsposition, siger KPC-koncernens adm. direktør Bo Knudsen.
I 2021 arbejder KPC videre med flere store projekter over hele landet. Det gælder for eksempel projektet Havnebryggen Sirius på Islands Brygge, boligprojektet C.F. Møllers Have i Ørested City, La Tour på Randersvej i Aarhus bestående af 675 ungdomsboliger og Thorsbakke i Randers – et projekt, som KPC selv har udviklet og som består af en blanding af almene boliger og 35 ejerlejligheder.
– På trods af fortsat Corona-pandemi og stigende priser på udvalgte byggematerialer forventer jeg i 2021 en aktivitet på niveau med 2020, slutter Bo Knudsen.