Panelet
- Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) (formand).
- Administrerende direktør Michael Demsitz, Boligkontoret Danmark.
- Advokat og partner Kurt Helles Bardeleben, Sirius Advokater.
- PhD-stipendiat Anne Hedegaard Winther, Statens Byggeforskningsinstitut og Fonden for Billige Boliger.
- Arkitekt, debattør og underviser Jesper Pagh, Roskilde Universitet.
- Arkitekt og partner Pernille Schyum Poulsen, Tegnestuen Vandkunsten.
- Arkitekt og partner Dorthe Keis, Arkitektfirmaet Arkitema.
- Ansvarlig for bæredygtighed Elisabeth Hermann Frederiksen, NREP.
- Direktør Henrik Mielke, Enemærke og Petersen.
- Udviklingsdirektør Mia Manghezi, Pension Danmark.
- Direktør Hans Bo Hyldig, FB -gruppen.
- Stadsarkitekt Camilla Van Deurs, Københavns Kommune.
Der har længe været stort pres på det københavnske boligmarked. År efter år stiger indbyggertallet med 10.000 nye københavnere, og det stiller krav til flere og ikke mindst billigere boliger.
For de dyre skal nok blive bygget. Det er holdningen hos kommunens teknik- og miljøforvaltning. Derfor har man taget initiativ til et nyt panel, som skal komme med anbefalinger til, hvordan København også i fremtiden bliver en sammenhængende by med gode, billige boliger. Behovet er nemlig stort, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, der er formand for panelet:
– Vi ser en trist tendens til, at de billige lejligheder i København forsvinder. Samtidig er regeringen klar til at rive gode, billige almene boliger ned i vores udsatte byområder og erstatte dem med dyre ejerboliger. Når de billige boliger forsvinder, betyder det, at en stor del af befolkningen ekskluderes fra det københavnske boligmarked, og det er afgørende nødvendigt få lavet om på den udvikling. Københavns skal være en hovedstad for alle, siger Ninna Hedeager Olsen.
Blandet gruppe
Panelet kommer til at dække både den almene sektor, forskningsmiljøet, rådgivere, bygherrer og ejendomsudviklere, og dermed er bygge- og boligsektoren bredt repræsenteret.
Opgaven bliver at byde ind med viden og anbefalinger om gode, billige boliger, bæredygtige byggematerialer, lokalplanlægning, byfornyelse og byudvikling. For direktør for FB-gruppen Hans Bo Hyldig, som blandt andet står bag det nye byggeri på Grønttorvet, giver det god mening at tage del i arbejdet med at udvikle København i den rigtige retning:
– Vores erfaringer viser, at den bedste by er en blandet by. Vi har som mennesker godt af at møde mennesker i vores hverdag, der ikke altid ligner os selv. Samtidig er det vigtigt, at alle boliger bygges ud fra et langsigtet perspektiv i høj kvalitet uanset ejerform. Det har været vores vision på Grønttorvet i Valby, hvor bæredygtighed og fællesskaber går hånd i hånd på tværs af boligtyper, så bydelen bliver en bydel for alle uanset baggrund. Vi bakker op om flere almene boliger, men vi vil også søge at afdække, om der er andre veje til boliger, der er til at betale. I vores optik er andelsboligen en oplagt mulighed. Jeg ser frem til at indgå i arbejdet i det nye panel, som borgmesteren har sammensat. Vi kan altid lære af hinanden og blive klogere til fordel for samfundet og det enkelte menneske, der leder efter den rigtige bolig, siger Hans-Bo Hyldig.