I foråret fik det sjællandske entreprenørselskab Nygaard & Søgaard både ny ledelse og nye ejere. Selskabet er opstået efter håndværksvirksomheden E. Søgaard Hansen & Søn fra Veksø fusionerede med Næstved-baserede Nygaard A/S i august sidste år.
Den sjællandske entreprenør havde i 2023 fremgang i omsætningen. Investeringer i medarbejdere og kompetencer sætter dog spor i selskabets årsregnskab, der viser en markant stigning i personaleomkostninger.
Da det nyfusionerede selskab skiftede navn i slutningen af 2023, var der ifølge CVR-registeret 32 ansatte. Allerede i april var antallet af ansatte vokset til 45. Alligevel er det lykkedes selskabet at fastholde bundlinjeniveauet fra 2022.
Oprustning er en del af forberedelserne
Det fortæller ny direktør og ejerleder i Nygaard & Søgaard, Mette Friis, der kalder udviklingen i 2023 for ’første skridt mod en rentabel og kalkuleret vækst’:
Næstveds nye vandland bliver et af Sjællands største
– At opruste bemandingen i såvel projektledelse og egen produktion er en del af forberedelserne til ejerkredsens strategi om kontrolleret og kalkuleret vækst. Ved at løfte både kapacitet og kompetencer, står vi stærkere på markedet for entrepriser over 30 mio. kr. som er et strategisk sigte. Men den organiske vækst skal ske i en kontrolleret proces som en del af vores naturlige udvikling, og skal ikke tære på bundlinjen. Det er lykkedes i 2023 og vil fortsat have vores fokus i regnskabsåret 2024.
Bygherre på 23 rækkehuse
Selskabet har siden registreringen af bygge- og anlægsprojekter blev startet i Byggefaktas SMART i 2007 primært beskæftiget sig med især murerentrepriser men også andre fagentrepriser på mindre projekter. De seneste år er der kommet nogle få hovedentrepriser til.
Virksomheden har også forsøgt sig som selvbyggende bygherre i forbindelse med opførelsen af 23 rækkehuse i Klosterlunden i Næstved. Det viser et opslag i SMART.