Ny skandale rammer Niels Bohr-bygningen

Ubetalte regninger for 50 millioner kroner har fået ventilationsentreprenør til at trække stikket på det stormomsuste universitetsbyggeri i København.
Der var rejsegilde på Niels Bohr-bygningen i 2016, men det halter med at gøre den færdig. Pressefoto.
Der var rejsegilde på Niels Bohr-bygningen i 2016, men det halter med at gøre den færdig. Pressefoto.

Beskyldninger om ubetalte regninger og grove svigt i blandt andet projekt- og tidsstyring.

Sådanne flyver fra virksomheden Proventilation i retning af Per Aarsleff A/S, der står for byggeledelsen på det skandaleramte Niels Nohr-byggeri i København. I en pressemeddelelse hævder selskabet at være blevet taget ved næsen.

– Vi mangler mere end 50 millioner kroner i betaling for arbejde, som er udført og godkendt. Samtidig er samarbejdet med storentreprenøren, byggeledelsen og bygherre blevet stadig dårligere, og vi er blevet truet med totalt udokumenterede og uberettigede økonomiske krav, siger Flemming Kragerup, som er administrerende direktør for Proventilation, der har overtaget ventilationsentreprisen fra spanske Inabensa.

– Standsningen af arbejdet er påkrævet og berettiget rettidig omhu fra vores side, lyder det videre.

200 ændringer

Hvad ventilationsentreprisen helt nøjagtigt omfatter i dag er svært at sætte på formel. Ifølge Proventilation blev virksomheden engageret til at løse en opgave til 30 millioner kroner i 2017. Siden er der blevet tilføjet flere og flere opgaver – tider har hele 200 mand været beskæftiget på pladsen i arbejder for over 400 millioner, siger Flemming Kragerup, som oplyser, at der har været utallige ændringer i projektmaterialet. Alene på ventilationsområdet er der gennemført mere end 200 ændringer i det oprindelige projekt gennem såkaldte “projektnotater”, og her gik det helt galt, da mere end 180 rum i den 52.000 m2 store bygning skulle gennem en total omprojektering og omdisponering.

– Vi har hele tiden gjort indsigelser mod de reviderede tidsplaner, der er blevet mere og mere pressede, da de ikke afspejlede virkeligheden i forhold til de mange projektfejl- og ændringer. Vi har afleveret arbejdet hurtigst muligt og som varslet, uagtet at entreprisen er blevet 14 gange større på de to et halvt år, som vi har været i gang, siger Flemming Kragerup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarsleff i skrivende stund.

Relateret indhold