Efter planen skal den nye Damhusegnens Skole i Vanløse bestå af blandt andet skole, svømmehal og et videnscenter. Men den kommer også til at bestå af genbrugte mursten fra Hyltebjerg Skole, som bliver revet ned. Skolen er i forvejen en sammensætning af Hyltebjerg og Vanløse Skole..
– Det er vores ambition, at 75 til 100 procent vil være genanvendt materiale fra Hyltebjerg. Det er en fin bygning, som bare på mange måder ikke er tidssvarende, og derfor har Københavns Kommune valgt, at den skulle rives ned, siger Uffe Bay-Smidt. Han er ressourcechef i partnerskabet Trust, som bygger skolen.
Prisen skal holdes nede
Der er sat cirka 500 millioner af i byggesum til den nye skole, der kommer til at få syv klasser pr. årgang.
– Man får måske flere arbejdstimer ved at genbruge i det omfang, vi gør her, men så har man jo så til gengæld allerede murstenene, som man ikke betaler for. Kalkulationen er, at det bliver omkostningsneutralt, men at vi udleder mindre Co2. Projektet må ikke blive på bekostning af økonomi. Det må ikke blive dyrere, end hvis vi havde købt nye mursten. Og samtidig kan vi så sige, at vi har sparet en masse Co2 for hele byggeriet, da vi har undgået brænding af nye sten, siger Uffe Bay-Smidt.
Timet og tilrettelagt nedrivning
Processen bliver dog noget anderledes, end hvis man havde bygget nyt. Her erkender Uffe Bay-Smidt, at det kræver flair for detaljerne og nænsomhed.
– Vi tager prøver af blandt andet stenenes bæreevner. Der har vi verificeret, at de kan bruges til det, vi ønsker. Det er svært at tage et materiale nænsomt ned og opmagasinere det, indtil det skal bruges. Det kræver en meget præcis logistisk planlægning. Og så er det også en stor udfordring at holde skolen i drift. Det er en kompliceret proces. Stenene kan noget forskelligt, men sådan er det med genbrugsmaterialer, siger ressourcechefen og fortsætter:
– Vi genanvender dem sådan, at de er smukke i forhold til deres omgivelser. Vi har afprøvet genbrugsteglen i et prøvepanel, og de sten, der ikke har patineret smukt, kommer til at være synlige i en mindre grad. Det kunne for eksempel være, hvis de er blevet overmalede eller ridsede.
Ifølge Trusts beregninger vil der blive besparet cirka 250 tons Co2, mens 450.000 mursten vil blive genanvendt. Det bliver den første københavnske folkeskole nogensinde til at blive genopført med sine egne mursten.