For 10 år siden var organisationen Rådet for Bæredygtigt Byggeri en lille organisation med få medarbejdere. Men i takt med at bygge- og ejendomsbranchen har udviklet sig, har organisationen også udviklet sig og tæller i dag 54 ansatte og mere end 770 medlemmer.
Derfor styrkes direktionen nu ved, at Annemarie Munk Riis tiltræder 1. september som ny adm. direktør, samtidig med at direktionens fokus på partnerskaber og strategisk udvikling øges med Sisse Norman Canguilhem som direktør for områderne.
Desuden bliver Frederik Waitz Søborg direktør for certificeringer og teknisk udvikling.
Læs også: Anne Skovbro stiller sig i spidsen for bæredygtigt, dansk byggeri
Dermed er den øverste ledelse i nonprofit medlemsorganisationen på plads, og Rådet for Bæredygtigt Byggeri er klar til i endnu højere grad at skubbe på den bæredygtige omstilling af bygge- og ejendomsbranchen i både ind- og udland, lyder det fra bestyrelsesforperson i Rådet for Bæredygtigt Byggeri og adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro:
– Annemarie Munk Riis kommer med en stor viden og erfaring inden for bl.a. erhvervslivets rammebetingelser, innovation og ledelse, og bestyrelsen glæder sig til at samarbejde med hende om at styrke Rådets arbejde og indflydelse. Annemarie Munk Riis og den øvrige direktion supplerer hinanden godt, og vi har i bestyrelsen store forventninger til, at de sammen kan forløse organisationens potentiale, siger hun.
Annemarie Munk Riis kommer fra en stilling som direktør for Innovationsfonden og har tidligere været erhvervspolitisk og international chef i Københavns Kommune. Her har hun bl.a. arbejdet med markedsføring af danske løsninger inden for bæredygtighed gennem Cities Climate Leadership Group (C40). Hun er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har en Ph.d. fra CBS.
Partnerskaber, politiske processer og strategisk tilgang
Sisse Norman Canguilhem, der er udpeget til at styrke indsatsen inden for partnerskaber og strategisk udvikling, har tidligere været vicedirektør for public affairs og kommunikation og er frem til 1. september konstitueret adm. direktør:
– Indsatsen med at fremme bæredygtighed i det byggede miljø kræver solide partnerskaber, god forståelse for de politiske processer og en strategisk tilgang til det store landskab af interessenter fra både den offentlige og private sektor. Sisse Norman Canguilhem har en stor viden og erfaring på disse områder, bl.a. fra hendes tidligere karriere i Udenrigsministeriet, siger Anne Skovbro.
Nuværende chef for teknisk afdeling, Frederik Waitz Søborg, der bliver direktør for certificeringer og teknisk udvikling, skal fortsat sikrer, at både DGNB-certificeringer, taksonomi-verifikationer og udviklingen af disse danner et solidt grundlag for Rådets arbejde.
Udvikling – også uden for landet grænser
Målet med den nye direktion er, at Rådet dermed i endnu højere grad er klar til at skubbe på den bæredygtige udvikling af bygge- og ejendomsbranchen – også uden for landets grænser, hvor den danske bygge- og ejendomsbranche har potentiale til at gøre sig gældende og skabe et eksporteventyr, som vil komme både Danmark og resten af verden til gavn.
Rådet tæller over 700 medlemsvirksomheder, som repræsenterer hele værdikæden.