Bæredygtighed er et varmt emne i byggebranchen og har været det de seneste år. Det mærker man også hos de danske byggecentre, som oplever stigende efterspørgsel efter miljøcertificeringer og dokumentation for byggevarers bæredygtighed.
Nu lancerer Danske Byggecentre bygdok.dk, hvor rådgivende, udførende og bygherrer kan finde dokumentation om bæredygtige produkter til byggeriet. Udover dokumentation for bæredygtighed åbnes der for adgang til lovpligtig dokumentation som sikkerhedsblade, CE-mærkning og monteringsvejledninger.
Skulle man have lyst til at benytte BygDok kan man oprette sig med mail, navn, virksomhed og branche.
I hovedmenuen under punktet “BygDok søgninger” kan man se forskellige måder at søge på mellem de mange produkter og dokumentationer.
– Med lanceringen af BygDok letter vi tidsforbruget, som byggeriets parter på nuværende tidspunkt bruger på at finde byggevarers dokumentation. Det er nu blot et enkelt klik væk. Det er en service for byggeriets parter, og en markant profilering af de leverandører og produkter, der er repræsenteret hos vores medlemsforretninger, siger Palle Thomsen, adm. direktør Danske Byggecentre.