Efter en sløv start for byggeriet i 2019, kom der for alvor gang i etableringen af byggepladser i andet kvartal. Denne udvikling er forsat i tredje kvartal, hvor byggeriet generelt har udviklet sig mere positivt end forventet, og denne udvikling ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbig.
Prognosen for 2019 er dog nedjusteret med 1,2 milliarder kroner i forhold til rapporten fra juli, hvilket skyldes, at to store hospitalsprojekter i Region Hovedstaden er blevet udskudt til 2020. Det forventes nu, at der bliver igangsat projekter for 96,7 milliarder kroner i 2019. I reelle tal svarer det til en tilbagegang på 4 milliarder kroner i forhold til 2018.
– Sidste år var et ekstraordinært år for byggeriet med mange megaprojekter. Aktivitetsniveauet i 2019 må derfor også betegnes som højt sammenlignet med tidligere år. Den generelle udvikling på projektmarkedet har været mere positiv end vi forventede i juli og projekterne sættes generelt i gang som planlagt, siger administrerende direktør Thomas Bejer-Andersen, Byggefakta A/S.
To grupper holder aktiviteten oppe
Det er især boligbyggeriet og hospitalerne, der holder niveauet oppe i 2019. Hovedgruppen “Boliger – huse og lejligheder” vækster med hele 12 procent i forhold til 2018 og udgør dermed 42 procent af det samlede projektmarked.
– Boligbyggeriet har været en vækstmotor for byggeriet gennem de seneste år. Vi ser vækst både inden for det almene og private boligbyggeri, der er dog en tendens til, at flere almene projekter bliver udsat, og de private bygherrer står således for hovedparten af væksten, fortæller direktøren for Byggefakta A/S.
På trods af udskydelsen af to store hospitalsprojekter i tredje kvartal er hovedgruppen “Sundheds- og socialvæsnet” fortsat mere end fordoblet i forhold til niveauet i 2018. Til gengæld forventes der fortsat en markant nedgang for anlægsprojekter sammenlignet med 2018.
Det høje niveau fortsætter
Flere steder i branchen har der været forlydender om tilbagegang for projektmarkedet, men på trods af det forventer Byggefakta, at projektmarkedet fortsat holder et højt niveau i 2020.
Ifølge prognosen for 2020 forventes det, at der bliver igangsat bygge- og anlægsprojekter for ca. 95 milliarder kroner, hvilket er en mindre tilbagegang i forhold til niveauet i 2018 og 2019.
– Det er ingen hemmelighed, at det professionelle projektbyggeri er steget markant de seneste år, og alle er enige om, at denne udvikling ikke vil fortsætte med samme vækstrater som tidligere. I 2018 var der flere store anlægsprojekter, som trak niveauet markant op – bl.a. kan Metro-afgreningen til Sydhavnen og Storstrømsbroen nævnes. 2019 står derimod i hospitalernes tegn, med flere megaprojekter især i Region Syddanmark. Tager vi disse store projekter ud af ligningen, så er der i højere grad tale om en stabil udvikling på et højt niveau fra 2018-2020. Helt centralt for projektmarkedet i 2020 er det at boligbyggeriet forventes at holde samme høje niveau, som vi ser i 2019. Ifølge vores prognose for 2020 forventes det, at der bliver igangsat boligprojekter for mere end 41 milliarder kroner, og boligerne udgør dermed hele 43 procent af det samlede projektbyggeri næste år, afslutter Thomas Bejer-Andersen.
Massivt datagrundlag
“Trends for byggebranchen Q3 2019” og “Prognose 2020”, sidstnævnte er en betalingsrapport, er begge udgivet af Byggefakta A/S.
Rapporternes data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Tallene dækker ikke Hr. og Fru Jensens byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport.