Pharma udgør en vigtig del inden for den voksende bioøkonomi i Danmark, og flere – også – internationale – aktører i branchen foretager store investeringer særligt på Sjælland.
Udviklingen mærker ingeniør-, design- og rådgivningsvirksomheden Afry også, da efterspørgslen på både byggeri, infrastruktur, energi, automation og procesløsninger til den stærkt regulerede life science-sektor er stigende.
For at intensivere fokus på området har virksomheden ansat Flemming Kjærgaard Nielsen som ny afdelingsdirektør for Life Science Byggeri.
Siden 2001 har han været ansat hos NNE (Novo Nordisk Engineering), blandt andet i afdelingerne Architecture & Design, Facility Planning & Design og senest som direktør for knap 220 medarbejdere i Facility Design.
– I mere end 20 år har Flemming arbejdet med life science lige fra den tidlige konceptualisering til aflevering af projekter. Han har erfaring med både at være projekterende, udførende, sælgende og ledende inden for pharma, og netop hans erfaring og brede spektrum af roller i projekterne gør ham til en stærk tilføjelse til – og leder af – vores life science-team, siger Thomas Dalsgaard Hoff, der er Business Unit Director for Afrys danske forretningsenhed Byggeri.
– Man får ikke succes med skyklapper på
Flemming Kjærgaard Nielsen har en faglig ballast, der tæller flere store projekter for Novo Nordisk samt projekter for Bygningsstyrelsen, DTU og Københavns Universitet.
Motivationen for at skifte til ingeniørvirksomheden har været et firkløver af fordele, som han siger:
Dels har han haft et ønske om at blive en del af en global organisation, dels har han ønsket fortsat at kunne bidrage til at udvikle organisation, forretning og medarbejdere. Desuden ser han masser af synergier i samarbejdet på tværs af Afrys mange forskellige fagligheder, og så spiller virksomhedens værdier en afgørende rolle:
– Det har været vigtigt for mig at finde en organisation med det samme værdisæt, som jeg selv har. Jeg er ikke gået efter at finde den største virksomhed, men i stedet efter at finde et sted, hvor medarbejdertrivsel er vigtigt, og hvor samarbejdet på tværs af fag bliver vægtet højt. Man får ikke succes med skyklapper på. Desuden fylder bæredygtighed meget i Afry, og det vil jeg også gerne bidrage til og være en del af, siger Flemming Kjærgaard Nielsen, der samtidig bliver en del af Senior Management i Byggeri i Danmark.
Forståelsen for de andre fag
Den tværfaglige indsigt og forståelse er ifølge Flemming Kjærgaard Nielsen en nødvendighed for at få succes med de ofte komplekse og krævende, men også spændende pharma-projekter. Typisk er flere fagligheder nemlig med i projekterne, eksempelvis VVS, anlæg, konstruktion, automation, miljø og sikkerhed.
– At være stærk på sit eget fag er naturligvis vigtigt, men det er lige så vigtigt at have forståelsen for de andre fag, der er med i projektet. Man skal vide, hvordan ændringer i for eksempel produktionsprocesser eller udstyr påvirker vores byggeri. Hvis man ikke har den indsigt, skal man vide, hvor og hvordan man kan få den. Vi skal levere hele løsninger på tværs af fag – dét er vigtigt, siger Flemming Kjærgaard Nielsen.