Årsregnskabet i den familieejede teknikkoncern GK Gruppen, der i Norden beskæftiger 3500 medarbejdere, er netop blevet offentliggjort. Omsætningen passerede i 2019 6,34 milliarder NOK mod 6,09 milliarder NOK i 2018, og resultatet før skat endte på -215,95 millioner NOK mod -37,25 millioner NOK i 2018. I danske kroner ender underskuddet for 2019 dermed i underkanten af 150 millioner.
Efter en årrække med vækst på toplinjen har GK-koncernen med lanceringen en ny “G-kraft”-strategi iværksat en række tiltag i Danmark, Sverige og Norge således, at fokus såvel i koncernen og i de enkelte lande nu er sat på en væsentlig forbedring af indtjeningen.
Et godt 1. kvartal i 2020
Og de iværksatte tiltag ser ud til at have effekt allerede i 2020. Til trods for en utroligt krævende pandemisituation leverer GK Gruppen et tilfredsstillende driftsresultat på 23,9 millioner NOK i første kvartal af 2020. Den samlede omsætning endte på 1,64 milliarder NOK. GK Gruppens produktionsreserve var ved udgangen af 1. kvartal 3,77 milliarder NOK.
– Efter tre år med negative samlede resultater for GK Gruppen iværksatte vi sidste år de første af en række tiltag, som skal sikre en bæredygtig og lønsom forretning fremadrettet i alle lande. Det er derfor glædeligt at se, at årets første kvartal viser, at dette arbejde begynder at slå igennem, siger GK Gruppens koncernchef, Kim Robert Lisø.
Danmark leverer for andet år i træk sorte tal
I Danmark er der efter direktørskiftet i 2017 for andet år i træk positive tal på bundlinjen. Den danske forretning bidrager derfor nu igen til de forbedrede resultater, som koncernen også kan fremvise. Siden Jørgen L. Christensens tiltrædelse som dansk topchef er omsætningen steget med godt 40 procent, så det danske selskab nu har passeret 430 millioner danske kroner i omsætning samtidig med, at bundlinjen har ændret farve fra rød til sort.
– De seneste to år har vi arbejdet målrettet på en række strategiske indsatsområder. Blandt andet har vi implementeret et nyt ledelsessystem og har indført modeller for skalérbar projektudførelse. Sammen med andre målrettede indsatser som pipelinestyring og opgaveselektering har vi opnået en markant større stabilitet og forøget forudsigelighed, siger administrerende direktør Jørgen L. Christensen fra GK Danmark.
I 2019 er driftsresultatet fordoblet til 10 millioner kroner mod et driftsresultat i 2018 på fem millioner kroner. Garantiforpligtelser samt afslutning af tidligere projekter fra før 2018 har dog fortsat indvirkning i regnskabet, ligesom konkurs hos en kunde har medført tab.
Trods afskrivninger og hensættelser viser den danske virksomheds resultatopgørelse for 2019 imidlertid et overskud på 1,2 millioner kroner mod et overskud på 838.000 kroner i 2018, hvilket er en forbedring på 46,2 procent.