Nej til at ændre ved Boligjobordningen

Rejsearbejdere.dk har opfordret til, at Boligjobordningen bør omfatte fradragsret for en lang række af de ydelser, der ikke foreslås videreført med lovforslaget
Der er ikke udsigt til, at forslagene fra Rejsearbejdere.dk bliver indlemmet i Boligjobordningen. Foto: Colourbox.dk.
Der er ikke udsigt til, at forslagene fra Rejsearbejdere.dk bliver indlemmet i Boligjobordningen. Foto: Colourbox.dk.

Rejsearbejdere.dk har over for skatteminister Karsten Lauritzen påpeget, at Boligjobordningen i 2016 og 2017 fortsat burde omfatte fradragsret for en lang række af de ydelser, der ikke foreslås videreført med lovforslaget.

Rejsearbejderne nævner blandt andet reparation af ydervægge, reparation af vinduer og døre, maling og udskiftning af tag, reparation eller fornyelse af køkken og bad.

Der er ikke planer om at lave forskellige fradragsgrænser afhængig af, hvornår boligen er opført, eller hvornår på året arbejdet udføres og betales.

Karsten Lauritzen Skatteminister

De synes i øvrigt, at hvis fradraget på op til 6.000 kroner for serviceydelser ikke benyttes, burde det kunne overføres til fradrag for håndværksydelser.

Dertil kommer en opfordring til et forhøjet fradrag for arbejde på huse og bygninger med boliger fra før 1989 på grund af de store omkostninger forbundet med at renovere dem.

Samtidig finder Rejsearbejdere.dk, at fradragsbeløbet burde hæves for arbejde, der udføres i vinterperioden for at minimere sæsonledigheden og udgifter til ledige dagpengemodtagere.

Grønt sigte

Skatteministeren peger i sit var på, at den endelige udformning af ordningen, herunder afgræsningen af de omfattede ydelser, er resultatet af en samlet prioritering, hvor der har været mange hensyn at tage, og hvor energibesparende tiltag har haft stort fokus:

– Det er i denne forbindelse værd at nævne, at en række af de håndværksydelser, der er omfattet af den hidtil gældende ordning, har et grønt sigte og derfor videreføres som fradragsberettigede ydelser. Endvidere omfattes en række nye grønne ydelser af ordningen fra 2016. Der foreslås således for eksempel fradragsret for reparation og forbedring af skorsten, installation af varmepumper, energirådgivning til energiforbedringer og kortlægning og fjernelse af bygningsmaterialer, der indeholder asbest, PCB eller bly, skriver Karsten Lauritzen.

Todelt ordning

Han noterer samtidig, at med hensyn til forslagene om forhøjelse af fradragsbeløbet og mulighed for overførsel af uudnyttet fradrag for serviceydelser til håndværksydelser, er det en følge af den politiske aftale, at der indføres en todelt Boligjobordning i 2016 og 2017, der giver mulighed for et fradrag på 6.000 kroner pr. person for serviceydelser og fradrag for håndværksydelser på 12.000 kroner pr. person:

– Der er ikke planer om at lave forskellige fradragsgrænser afhængig af, hvornår boligen er opført, eller hvornår på året arbejdet udføres og betales, idet det i øvrigt bemærkes, at der ved indførelsen af Boligjobordningen blev lagt vægt på, at ordningen skulle være let at administrere, slutter skatteministeren.

Relateret indhold