NCC fordobler driftsresultat

Halvårsregnskabet fra NCC i Danmark viser med omsætningsfremgang på 31 procent fortsat fremgang og afspejler den positive udvikling i dansk økonomi.
Adm. direktør Klaus Kaae, NCC Construction, kan kun være tilfreds med udviklingen gennem det seneste halve år. Foto: NCC.
Adm. direktør Klaus Kaae, NCC Construction, kan kun være tilfreds med udviklingen gennem det seneste halve år. Foto: NCC.

NCC Danmark 1. halvår

  • Ordrebeholdning: 6.644 mio. kr. (2014: 6.450)
  • Netteomsætning: 3.079 ,io. kr. (2014: 2.347)
  • Driftsresultat: 98 mio. kr. (2014: 39)
  • Antal ansatte: 2.160 (2014: 2.040)

NCC i Danmark nåede en omsætning i første halvår 2015 på 3,1 mia. kr., hvilket er en fremgang på 31 procent i forhold til samme periode sidste år. Indtjeningen steg endnu mere. Den kom op på 98 mio. kr. mod 39 mio. kr. i første halvår 2014. Ordrebeholdningen vokser fortsat og er efter en ordretilgang på 2,9 mia. kr. i første halvår nu oppe på 6,6 mia. kr.

– Det er et halvår, vi kun kan være tilfredse med. Når den danske økonomi kommer op i gear som nu, mærker vi det med det samme i alle fire forretningsområder. Vi er især glade for at se en øget efterspørgsel efter bæredygtige løsninger, siger administrerende direktør Klaus Kaae, NCC Construction.

Når den danske økonomi kommer op i gear som nu, mærker vi det med det samme i alle fire forretningsområder. Vi er især glade for at se en øget efterspørgsel efter bæredygtige løsninger.

Adm. direktør Klaus Kaae NCC Construction

Gladsaxe Company House, som NCC selv bor i, har netop modtaget guld efter bæredygtighedsordningen DGNB. Bygningen er udviklet og bygget af NCC for PensionDanmark.

Fremgang i klimaløsninger

Håndtering af klimaforandringer præger entreprenør- og anlægsaktiviteterne i NCC Construction. På anlægssiden blev der i det forgangne kvartal igangsat flere projekter til at begrænse skaderne af øgede regnvandsmængder – og i entreprenørforretningen udgør energirenovering af ældre beboelsesområder en stor del af ordrebeholdningen.

Ordreindgangen i første halvår faldt til 1,7 mia. kr. fra et ekstraordinært højt niveau på 2,2 mia. kr. kr. i samme periode i fjor. Ordrebeholdningen ligger fortsat meget højt og er nu på 4,6 mia. kr. Indtjeningen voksede 14 procent til 111 mio. kr., mens driftsmarginalen (EBIT) var 6,0 %

– Vi er inde i en periode med generel pæn vækst og hvor kunderne efterspørger mange af de løsninger, vi har stærke kompetencer i. Det gælder indenfor klimatilpasning, men også for eksempel opførsel og bæredygtighedscertificering af sunde og moderne boliger og kontorer, siger administrerende direktør Klaus Kaae.

Stort behov for lejligheder

NCC Bolig oplevede solid efterspørgsel efter projektboliger i København i årets andet kvartal. Interessen kommer primært fra børnefamilier og voksne par, hvor børnene er flyttet hjemmefra.

I juni blev to nye ejerlejlighedsprojekter lanceret; Fælledudsigten og Lindealléen. Lindealléen er NCCs sidste boligprojekt i Ullerødbyen i Hillerød, og rummer i alt 76 ejerlejligheder. Fælledudsigten er en del af udviklingen af Arenakvarteret i Ørestad Syd, og første etape af projektet omfatter 48 lejligheder. I samme kvarter gik byggeriet af de første 28 rækkehuse i Fælledhusene i gang.

Endelig startede byggeriet af det sidste ejerlejlighedstårn i de Fem Søstre i Vejle med 48 lejligheder.

Guld til Company House

I andet kvartal solgte og afleverede NCC Property Development Zenit Company House i Aarhus og Vallensbæk Company House, i alt 14.000 kvadratmeter til PKA. Der blev i kvartalet gennemført udlejninger i Company House Flintholm, Vallensbæk, Gladsaxe og Zenit.

De positive tendenser i markedet afspejles ved stigende kunde pipeline. Flere store kunder er i markedet til domiciler eller som hovedlejer i nye Company House. Der er fortsat en stor investor interesse for NCC Property Developments projekter i Aarhus og København.

Gladsaxe Company House blev i sidste måned – som den første i Norden – tildelt den højeste status, Guld, inden for bæredygtighedscertificeringen DGNB. Huset er udviklet af NCC Property Development og solgt til PensionDanmark.

God aktivitet på vejene

NCC Roads, som er inddelt i sektorerne Asfalt, Råstoffer og Vejservice, oplevede hård konkurrence i 1. halvår 2015. Aktivitetsniveauet var dog i alle sektorer tilfredsstillende.

I Asfalt blev ordremængden øget, og resultatet for 1. halvår lå på niveau med året før. På Vestfyn blev arbejdet med at udvide motorvejen fra to til tre spor afsluttet som planlagt og to store entrepriser i lufthavnene i Rønne og Kastrup blev indgået.

I Råstoffer blev volumen i 2. kvartal 2015 øget sammenlignet med sidste år – især på grund af de store infrastrukturprojekter i og omkring København, primært Ringstedbanen og metrobyggeriet, samt til de forberedende anlægsarbejder til Femern-forbindelsen.

Vejserviceaktiviteterne lå på niveau med sidste år med en tendens til en lille stigning i 2. kvartal 2015. Blandt andet lykkedes det at vinde kontrakten med vedligeholdelse på Storebæltsbroen. Den positive tendens i arbejdet med arbejdsulykker er fastholdt.

Compagny House Gladsaxe er den hidtil eneste bygning i Norden, der har opnået bæredygtighedsstandarden DGNB. Foto: NCC.
Compagny House Gladsaxe er den hidtil eneste bygning i Norden, der har opnået bæredygtighedsstandarden DGNB. Foto: NCC.

Relateret indhold