Midtconsult opkøbt af ÅF

Midtconsults seks partnere har solgt ingeniørforretningen til den svenske koncern ÅF med overdragelse 1. januar 2017.
Direktør i Midtconsult, Thomas Duedahl, glæder sig over salget. Pressefoto.
Direktør i Midtconsult, Thomas Duedahl, glæder sig over salget. Pressefoto.

Midtconsult er blevet solgt til den svenske koncern ÅF. Det skriver Midtconsult i en pressemeddelelse, hvor det også pointeres, at salget skal styrke organisationens position på markederne for byggeri og infrastruktur i Danmark ved at kombinere den erfaring og viden, de to virksomheder besidder.

– Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at Midtconsult er blevet en del af ÅF. Vi har i vores strategi lagt op til at vækste indenfor nye forretningsområder i tæt samarbejde med en strategisk samarbejdspartner. Vi er glade for og trygge ved, at det er endt som et salg til ÅF – og ikke bare et mere uformelt strategisk samarbejde. ÅF er en succesfuld virksomhed, som bygger på mange af de samme grundværdier som Midtconsult, og vi kan derfor med sikkerhed i stemmen garantere vores kunder, at de i fremtiden vil opleve den samme høje standard i vores ydelser, siger Thomas Duedahl, direktør i Midtconsult.

Fokus på medarbejderne

Midtconsult har været partnerejet siden stiftelsen, og de seks partnere og den øvrige ledelse fortsætter deres virke i virksomheden. Kunder og samarbejdspartnere kan derfor fortsætte samarbejdet med deres nuværende kontaktpersoner.

– At valget er faldet på ÅF bygger i høj grad på koncernens kerneværdier i forhold til medarbejderne som vores vigtigste aktiv. Det er vores cirka 200 medarbejdere, som skaber værdien for vores kunder, og derfor er det også vigtigt for os, at vi nu bliver en del af en virksomhed, hvor netop dette er i højsædet, fortæller Thomas Duedahl.

Midtconsult kunne med seneste årsregnskab berette om et rekordår, og med en masse spændende projekter i pipelinen har de budt cirka 60 nye medarbejdere velkommen i indeværende år. Det har også betydet, at deres Aarhus-kontor flytter i større lokaler i det nye år. Som en del af ÅF-koncernen planlægger Midtconsult at bygge videre på den vækst, de har oplevet de seneste år. Dette betyder også, at Midtconsult navnet fortsætter, dog med tilføjelsen “part of the ÅF group”.

8500 medarbejdere

Om opkøbet siger Jonas Wiström, administrerende direktør i ÅF:

– Kombinationen af ÅF og Midtconsult vil udgøre en ledende ingeniør- og rådgivningsudbyder på det danske marked for byggeri og infrastruktur og give vores infrastrukturdivision en solid platform for yderligere vækst i Danmark.

Ingeniørvirksomheden ÅF har cirka 8500 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Stockholm og kontorer i mere end 30 andre lande. Deres årlige omsætning ligger på omkring 7,6 milliarder danske kroner. ÅF tilbyder ingeniør- og rådgivningsydelser indenfor de tre områder: energi, industri og infrastruktur. Området infrastruktur inkluderer også alle ydelser inden for byggeri.

Relateret indhold