Egentlig har direktionen hos landets ledende producent af industrialiseret modulbyggeri, Scandi Byg i Løgstør, grund til tilfredshed. Omsætningen steg med 6,5 procent i det forgangne regnskabsår og rundede for første gang en halv milliard kroner – nemlig 501 millioner.
MT Højgaard-datterselskabet Scandi Byg løftede resultatet af primær drift til 21,5 millioner kroner – men dog eksklusiv effekten af MgO-hensættelsen. Det rapporterede resultat af primær drift faldt derfor til et minus på 46,5 millioner kroner som følge af en hensættelse på 67,9 millioner kroner, der skal dække omkostninger til udskiftninger af MgO-vindplader på et antal byggerier opført i perioden 2011-2013.
Indtjening udhulet
Og det er virkelig ærgerligt, mener den administrerende direktør for Løgstør-virksomheden.
– Vi skabte god fremdrift i forretningen i 2018 og løftede omsætningen til en halv milliard med afsæt i gode opgaver og bundsolid drift året igennem. Vi har arbejdet på en stribe spændende projekter og sikret en god driftsindtjening, som desværre blev udhulet af en større hensættelse efter en uventet voldgiftskendelse i MgO-vindpladesagen, der fuldstændig ændrede retspraksis, siger administrerende direktør Thomas Raunsbæk.
Scandi Byg er godt i gang med udskiftningen af de mange MgO-plader, som i stedet erstattes af mere traditionelle vindspærreplader. Thomas Raunsbæk oplyser, at man er i dialog med alle berørte kunder.
– Nogle er allerede udskiftet, andre projekter går snart i gang og de sidste er under planlægning. Selvom udskiftningerne af MgO pladerne rækker langt ind i 2020 – og måske 2021 – så vil det ikke påvirke regnskaberne i de kommende år, idet hensættelsen dækker alle sagerne, pointerer han over for Dagens Byggeri.
Kapaciteten udvides
Thomas Raunsbæk er trods den markante hensættelse optimist i forhold til fremtiden.
– Vores stigende omsætning fortæller mig, at måden at bygge på med industrialiserede moduler vinder mere og mere indpas. Jeg tror, at vindene blæser vores vej. Vi er blevet Svanemærket, og flere og flere kunder vælger træbyggerier, siger han.
Kapacitetsproblemer kan dog bremse væksten, for der er en grænse for, hvor meget der er plads til at lave på adressen i Himmerland.
– Vi har løbende udvidet og optimeret produktionen, og vi kigger fortsat på, hvordan vi kan udvide yderligere, siger Thomas Raunsbæk til Dagens Byggeri.
Scandi Byg fejrede 40-års jubilæum i 2018 og høstede samtidig anerkendelse for indsatsen for at fremme bæredygtighed i byggeriet, da virksomheden vandt Miljøprisen ved Building Awards.