Malermestre glæder sig til fradraget

Med udsigt til Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister, ser Danske Malermestre også frem til at få genindført håndværkerfradraget.
Danske Malermestre ser frem til en genindførelse af håndværkerfradraget. Foto: Colourbox.
Danske Malermestre ser frem til en genindførelse af håndværkerfradraget. Foto: Colourbox.

Det er ved at være lang tid siden, Lars Løkke Rasmussen lovede, at hvis han bliver statsminister, så skal Boligjobordningen genindføres. Derfor er det ikke overraskende noget af det, der fremhæves blandt organisationerne i byggebranchen, efter den blå valgsejr kom i hus.

Blandt dem, der ser frem til en genindførelse af fradraget, finder man Danske Malermestre. De skriver i en pressemeddelelse, at netop bortfaldet af Boligjobordningen har kostet landets mindre håndværksmestre omsætning og dermed arbejdspladser.

Vi har gang på gang fastslået, at økonomien stadig er hård for mange af de mindre håndværksvirksomheder.

Ole Draborg Direktør i Danske Malermestre

Organisationen har senest i maj kunnet dokumentere blandt medlemmerne, at det manglende fradrag kostede ordrer fra de private kunder blandt 2/3 af malerfirmaerne.

– Vi har gang på gang fastslået, at økonomien stadig er hård for mange af de mindre håndværksvirksomheder, og derfor ser vi frem til at få fradraget tilbage, siger Danske Malermestres direktør, Ole Draborg, i pressemeddelelsen.

Praktikpladspræmien

Derudover har Danske Malermestre også et ønske om at få genindført praktikpladspræmien til de virksomheder, der tager elever fra erhvervsuddannelserne.

– Da valget blev udskrevet, kom vi med fire punkter, der kan forbedre vilkårene for de små- og mellemstore virksomheder. For det koster på både arbejdspladser, uddannelse og vækst, når det er svært at drive virksomhed, siger Ole Draborg.

De fire punkter er udover at genindføre håndværkerfradraget og praktikpladspræmien, at mindske de administrative byrder, samt at tilbudsloven skal beskytte de bydende langt bedre end i dag.

Relateret indhold