Malerfirma samler flere håndværksfag under ét tag

Ved at samle malere, tømrere og gulvfolk i virksomheden kan Viebke & West nu være med til at forme processen tidligere.
Efter mange år som succesfuldt malerfirma traf ledelsen en strategisk beslutning om at udvikle virksomheden. Foto: Viebke & West.

Malerfaget bliver typisk inddraget sent i byggeprocessen, når tidsplanerne er stramme, og mange beslutninger allerede er truffet.

På baggrund af den erfaring traf ledelsen i Viebke & West en strategisk beslutning om at udvikle virksomheden fra udelukkende at være malerfaglig specialist til at samle flere håndværksfag under samme tag.

Læs også

International kapacitet skal vækste Alfa Developments boligkoncept

Det giver bedre mulighed for at præge processen tidligere og sikre, at arbejdet hænger sammen fra start til slut. Det fortæller Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West:

– Vi kunne se, at vi som malerfirma ofte kom ind til sidst i processen og ikke altid var tilfredse med de overflader forudgående fag havde bygget. Så ved at samle flere fag i huset kan vi i dag komme tidligere ind i projekterne, få bedre overblik over opgaverne og sikre en både bedre og mere effektiv udførelse for kunderne.

Læs også

Vellykket og fagligt interessant: 11.000 m2 domicil står nu færdigt

Den strategiske ændring har betydet, at Viebke & West kan indgå i flere faser af byggeriet og tage et større ansvar i opgaverne.

Virksomheden har i dag afdelinger flere steder i landet og omkring 300 medarbejdere fordelt på flere forskellige faggrupper.

Malere, tømrere, murere og gulvfolk arbejder altså side om side, og det har ændret hverdagen på byggepladserne hvor den tættere koordinering og faglige sparring på tværs styrker samarbejdet.

– Det giver noget særligt at have flere fagligheder samlet ét sted. Vi taler mere sammen på tværs, vender løsninger undervejs og opdager udfordringer tidligere i processen. Det betyder, at vi kan justere hurtigere, skabe et bedre flow på byggepladserne og i sidste ende levere et stærkere resultat til kunderne, siger Mattias Gudmundsson.

Læs også

Trods færre udbud og tidspres fastholder Norconsult vækst

Virksomheden går ind i 2026 med en større opgavemængde og flere projekter end tidligere, og netop den bredere faglighed har vist sig at være en afgørende faktor.

– Vi kan allerede mærke, at den måde, vi har organiseret os på nu, åbner døren til flere og større opgaver. Fordi vi kan byde ind tidligere i processen og tage ansvar for mere af arbejdet, står vi stærkere i projekterne, end vi gjorde før, siger Mattias Gudmundsson.

Læs også

Hoffmann øger top- og bundlinje: ”Godt grundlag for aktivitetsniveau i 2026”

Erfaringerne fra det seneste år har bekræftet ledelsen i, at beslutningen var rigtig, og ambitionen er nu at bygge videre på den udvikling.

– Vi vil fortsat være Danmarks stærkeste malerfirma, men samtidig udnytte styrken i at have flere fagligheder samlet, så vi kan tage et større ansvar i byggeriet og skabe endnu bedre løsninger for vores kunder, siger Mattias Gudmundsson.

Relateret indhold