En jysk-fynsk VVS-afdeling og landsdækkende sprinklerafdeling placeret i Odense er nyt i Madsen & Kastberg Gruppen, der allerede tæller afdelinger for hhv. VVS og byggeri.
Nu kommer så også Madsen & Kastberg Sprinkler og VVS Teknik til; en forretningsenhed der får hjemme i Odense og vil tilbyde både VVS-service og en landsdækkende sprinklerafdeling.
Fra virksomhedens hovedkontor i Rødovre vil Stephen Pedersen, der siden 2021 har arbejdet som teamleder i virksomhedens serviceafdeling, varetage sprinkleropgaver på Sjælland, mens nyansatte Kenni Østergreen som medejer af Madsen & Kastberg Sprinkler og VVS Teknik bliver afdelingschef for VVS-service Fyn og Jylland.
Ligeledes nyansatte Karsten Jørgensen bliver også medejer af sprinkler- og VVS-enheden samt afdelingschef for VVS-afdelingen på Fyn og i Jylland. Dertil bliver han afdelingschef for sprinkler med ansvaret for både projektering og tilbud vest for Storebælt.
Læs også: VVS’er har seksdoblet styrken på et år
De har alle tre tidligere arbejdet sammen i VVS-installatøren Pilegaard-Henriksen, der blev taget under konkursbehandling tidligere på sommeren.
– Det er nogle meget erfarne fagfolk, vi nu får med ombord. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem igen og til, at vi kan tilbyde sprinklerarbejde til både gamle og nye kunder, som har behov for det, siger Stephen Pedersen og tilføjer:
– Vi bliver en del af en lille skare af sprinklerspecialister, og jeg tror, at kunderne vil sætte pris på, at der kommer en spiller mere på markedet.