Lyset på byggepladsen ændrer sig under byggeriet

Når Ajos etablerer lys på byggepladser, er der tale om flydende installationer. Efterhånden som arbejdet skrider frem, ændrer lysbehovene sig også.
El-tekniker Peter Jansen Ravnsbæk er i gang med at montere orienteringslys i kælderen på byggepladsen ved Rigshospitalet Nordfløjen. Pressefoto.
El-tekniker Peter Jansen Ravnsbæk er i gang med at montere orienteringslys i kælderen på byggepladsen ved Rigshospitalet Nordfløjen. Pressefoto.

Der sker store forandringer undervejs, når der skal etableres lys på en byggeplads – lige fra det indledende betonarbejde og frem til at de permanente el-installationer er på plads. Rigtig mange entreprenører og endnu flere arbejdsfunktioner kommer i berøring med de midlertidige lysinstallationer, og de må typisk flyttes flere gange, fordi de er i vejen for arbejdet. Det oplyser Ajos i en pressemeddelelse.

Den midlertidige belysning tager typisk udgangspunkt i tegningsmaterialet, som anvendes til at vurdere, hvor der kan trækkes kabler og placeres lamper, og entreprisechef hos Ajos, Lars Muldbak, fortæller, at virksomheden anvender et it-program, der beregner behovet for lys for at leve op til arbejdsmiljøkravene for orienteringslys.

Ingen ophæng

– Der er nogle krav, som skal opfyldes, og ud fra dem kan vi så dimensionere højde og størrelse på lamper, men den typiske udfordring er, at der indendørs ikke er nogen steder at hænge eller stille lamperne, uden at de kommer i vejen for op til flere arbejdsprocesser. Vi vil helst hænge lamper op, men i et råt betonhus uden kabelføringer er der ikke meget at hænge dem op i. Byggeprocesserne har udviklet sig de seneste år, så der kommer mere og mere elektronik ind i bygningerne og dermed også flere arbejdsprocesser, siger Lars Muldbak.

Flemming Madsen er Ajos’ driftschef på byggepladsen for Rigshospitalet, og han fremhæver især fleksibiliteten og erfaringen som afgørende faktorer for at få byggepladsbelysningen til at fungere.

– Det er en meget kompleks opgave på et teknisk avanceret byggeri som Rigshospitalet. Vi har eksempelvis haft problemer med at hænge lyset op, og derfor har vi selv udviklet nogle standere i træ til 27 store LED-lamper. Ud over arbejdsmiljøreglernes krav til belysning er vi også underlagt stærkstrømsregulativet, blandt andet med krav om, hvordan kablerne placeres. Når vi starter et projekt og skal skaffe lys på adgangsveje, så kræver det, at vi ved præcis, hvor disse adgangsveje er. På Rigshospitalet har vi ud over at etablere orienteringslys også gjort klar til, at håndværkerne kan trække arbejdslys fra vore tavler, så det skal vi også dimensionere efter, siger Flemming Madsen.

Kræver kreativitet

El-installatør Bjarne Taagefeldt fortæller, at netop Rigshospitalet har budt på særlige udfordringer, fordi bygningen gradvis bliver spækket med elektronik.

– Vi har måttet tænke alternativt. Det er vigtigt, at vore medarbejdere er meget kreative for at finde løsninger, men det skal jo være en kreativitet på baggrund af stor erfaring med byggeprocesser. Vi kommer under alle omstændigheder til at flytte lyset nogle gange af hensyn til håndværkerne, men det gælder om ikke at flytte flere gange, end vi har projekteret, siger Bjarne Taagefeldt.

Relateret indhold