LE34 åbner nyt kontor i Nordjylland: ”Vi står overfor store forandringer”

Fremtidens anvendelse af Danmarks landareal er til debat, og bl.a. derfor har landinspektørvirksomheden nu lejet sig ind hos landbrugseksperter i Brønderslev.
Karin Severinsen, Louise Bodenhoff, Jes Juhl Jørgensen og Knud Klausen på det nye kontor i Brønderslev. Foto: LE34.

Med i alt 30 kontorer er nærhed til kunden et kardinalpunkt for landinspektørvirksomheden LE34, og placeringen af det nye kontor i Brønderslev understreger netop dette nærhedsprincip.

LE34 Brønderslev ligger ikke blot tæt på motorvejen og på det åbne land, men har også til huse i et lejemål stillet til rådighed af Agri Nord/LandboNord, som er en rådgivningsvirksomhed rettet mod landbrug.

Læs også

Stiller skarpt på livet under vores fødder

– Vi kommer selvsagt til at have fokus på landbrugssektoren og den aktivitet, der udgår fra Agri Nord/LandboNord, siger Jes Juhl Jørgensen, landinspektør og afdelingsleder for LE34 Brønderslev.

– Rådgivningsvirksomheden har et rigtigt solidt ry, og vi glæder os meget til at blive en del af huset. I dialog og samarbejde med de øvrige fageksperter er der grundlag for, at vi spiller hinanden endnu bedre, og at der vil opstå nye synergier.

Vigtig nærhed til lodsejere

Også LE34 Lemvig og LE34 Thisted har til huse i tværfaglige domiciler med mange andre landbrugseksperter.

Gert M. Henningsen, der er forretningschef for Miljø, Plan & Jura, fortæller, at det er et tværfagligt fokus, der ligger godt i forlængelse af virksomhedens sammenlægning af fagområder og skabelse af det nye tværfaglige forretningsområde Miljø, Plan & Jura i foråret.

Læs også

Nyt forretningsområde: LE34 skruer op for energien

Ligeledes sker kontoråbningen i takt med debatten om, hvordan Danmarks landareal på 4,3 mio. hektar skal anvendes i fremtiden til byer og infrastruktur, landbrug og skovbrug, biodiversitet mm.

– Vi står overfor store forandringer i arealanvendelsen her i landet – det fremgår tydeligt af den politiske debat. Som branche får vi en central rolle i dette, simpelthen som de ’entreprenører’, der skal føre de store forandringer ud i livet.

– Selvom vi er dygtige til at arbejde på distancen, skal man ikke undervurdere betydningen af nærhed til de lodsejere, der står midt i orkanens øje. Med åbningen af det nye kontor i Brønderslev kommer vi tæt på mange af de landmænd, det hele drejer sig om.

Med nyt kontor i Brønderslev har landinspektørvirksomheden nu 26 kontorer på tværs af landet samt fire i Sverige.

Relateret indhold