Virksomheden havde i forvejen kontorer i København, Roskilde, Køge, Næstved og Greve, og ved årets indgang åbnede Mølbak Landinspektører en ny filial i Aarhus.
Her er det ambitionen at få 12-15 faste medarbejdere, hvoraf halvdelen skal være ansat inden udgangen af 2023.
– Det gælder først og fremmest rekruttering af landinspektører, men også kort- og landmålingsteknikere og studerende. Vi begyndte kun to, og vi er nu allerede fire, så vi er godt på vej, siger Rune Andersen, der selv for nyligt er rekrutteret og tiltrådt som landinspektør og markedskoordinator:
Hans første lokale kollega, Torben Grundfør Richter, der tidligere har arbejdet hos Vejdirektoratet og senest har været selvstændig konsulent hos Odense letbane, har derimod allerede gennem et års tid været tilknyttet Mølbak. De to sidst kommende kolleger i den østjyske hovedstad er en kort- og landmålingstekniker samt endnu en landinspektør, som begge er rekrutteret lokalt.
Vest for Storebælt har virksomheden også et enkelt, etableret projektkontor i Aalborg.
Jernbaneprojekter i Vestdanmark
Ud over at rekruttere nye medarbejdere og kolleger til teamet er den nye Aarhus-kvartet allerede i fuld gang med at løfte flere ekspropriationsopgaver i forbindelse med igangværende jernbaneprojekter i Vestdanmark, da Mølbak Landinspektører er ledende landinspektør og rådgiver ved De Statslige Ekspropriations-kommissioner i forbindelse med etablering og modernisering af jernbaneanlæg i hele Danmark.
– Men vi har også allerede en del arbejdsopgaver for Aarhus Kommune. Eksempelvis udviklingsprojektet mellem kommunen og DSB om Perlekæden i og omkring Aarhus Banegård. Ligeledes har vi opgaver med Aarhus Letbane og de nye værkstedbygninger for DSB. Og så skal vi nu også i gang med scanningen i forbindelse med Marselisborg-tunnelen. Det er en opgave for Vejdirektoratet, vi i det nye team er stolte over netop at have vundet, siger Torben Grundfør Richter.
Virksomheden tæller 120 medarbejdere, hvoraf 80 er ansat i Danmark.