Komproment søger ud over grænserne

Den nordjyske tag- og facadevirksomhed gør klar til eksportfremstød med Vidar teglspånsfacader, der for nylig er blevet C2C-certificeret på sølvniveau.
Eksportdirektør Niels Heidtmann, Komproment, var i januar på Bau-messen i München, hvor han viste Vidar serien frem for interesserede - og støbte de første kugler til samarbejde med andre lande. Foto: Komproment.
Eksportdirektør Niels Heidtmann, Komproment, var i januar på Bau-messen i München, hvor han viste Vidar serien frem for interesserede - og støbte de første kugler til samarbejde med andre lande. Foto: Komproment.

Om Vidar teglspån

  • Teglspån er en ret nyudviklet facadebeklædning med teglens gode egenskaber og udseende, men med en tykkelse på kun 14 mm er de meget velegnet til byggerier med lette ydervægge, der lever op til de højeste isoleringskrav, hvor man samtidig ikke ønsker unødigt tykke ydervægge. Teglspån leveres som komplet systemløsning med montagesystem og produceres i syv farver og med tre forskellige overfladestrukturer.

For cirka to år siden blev den første bygning herhjemme opført med en teglspånsfacade fra Komproment. Siden er det blevet til en hel del mere, og i dag står Komproment bag omkring 30.000 kvadratmeter teglspånsfacade fordelt på forskellige bygninger rundt i landet.

Vidar teglspån er i den forbindelse blevet grundigt testet og dokumenteret – det samme gælder Komproment selv samt virksomhedens underleverandører – og det har bevirket, at Vidar teglspån er blevet Cradle-to-cradle (C2C) certificeret på sølvniveau.

Udlandet er et langsigtet mål, men vi forventer alligevel at have de første fire lande på plads i løbet af 2017.

Eksportdirektør og medindehaver Niels Heidtmann Komproment

Produktet er udviklet i samarbejde med ONV Arkitekter og JAJA Arkitekter, og de fleste bygninger er opført af Scandi Byg.

Interesse fra 10 lande

Mange danske arkitekter kender i dag til Vida teglspån, og derfor har Komproment besluttet sig for at prøve produktet af uden for landets grænser. I januar deltog Komproment i Bau-messen i München, hvor man gik målrettet efter at skabe kontakt til mulige udenlandske samarbejdspartnere.

– Det var en rigtig god messe, hvor vi dels fik fortalt om produkter og dels mødte en lang række spændende mennesker og virksomheder, som vi nu er gået i nærmere dialog med, fortæller medejer og eksportdirektør Niels Heidtmann, Komproment.

10 lande står allerede på listen over muligheder, heriblandt England, Frankrig, Luxemborg, Rusland og sågar USA. Længst fremme er man dog med samarbejdspartnere i Holland, og derfor tager Komproment hertil i uge seks for at deltage i endnu en messe, hvor man har en stand sammen med en lokal forhandler.

– Der bliver den første rigtige prøve, og det ser vi naturligvis meget frem til. Selvom vi allerede nu oplever stor interesse fra udlandet, så er det jo ikke ensbetydende med, at vi er etableret på markederne endnu. Men rent faktisk har vi allerede den første udenlandske ordre i hus. Det er i Norge, hvor en lokal bygherre og lokal arkitekt har valgt Vidar som facadeløsning på en ny uddannelsesinstitution i byen Tønsberg, fortæller eksportdirektøren begejstret til Dagens Byggeri.

Opgør med gamle vaner

En række lande er længere fremme end Danmark i forhold til den bæredygtige tankegang, og blandt andet derfor har det været vigtigt for Komproment at få C2C-certificeringen på plads, inden man for alvor kastede sig over eksportmarkedet.

– Vi har valgt at gå certificeringsvejen, fordi vi ikke blot dokumenterer alt fra indholdet i vores produkt til vores bæredygtige adfærd, men også får et eksternt instituts uvildige vurdering af det. Det kan vores kunder bruge aktivt til for eksempel grønne bygningscertificeringer. Med certificering kan vi bevise, at vores produkter er bæredygtige og ikke indeholder skadelige stoffer. Her er tale om en proces, som tvinger os til at kigge alle vores leverandører efter i kortene ned til mindste detalje. Det har betydet et opgør med nogle af vores gamle vaner og processer, for nu skal alt kunne dokumenteres og genbruges. Men jeg er overbevist om, at vores nye og mere cirkulære indstilling til markedet vil blive en fordel i løbet af få år, siger Niels Heidtmann.

Et langsigtet mål

Virksomheden med adresse i Svenstrup syd for Aalborg har en forsigtig tilgang til eksportfremstødet.

– Vi er jo jyder, og vi går derfor ikke rundt og regner med en eksplosiv eksportsucces. Udlandet er et langsigtet mål, men vi forventer alligevel at have de første fire lande på plads i løbet af 2017, fastslår han.

Komproment arbejder desuden i øjeblikket sammen med Tegnestuen Lokal i Nordsjælland, hvor man er i gang med at opføre den første bygning, hvor Teglspån anvendes både som tag og facade.

Ifølge tegnestuen er grundideen at kombinere moderne byggeskik og bæredygtige byggematerialer, hvilket både Teglspån samt det bagved liggende montagesystem overholder.

Samtidig er Komproment i samarbejde med solcelleproducenten Gaia Solar i fuld gang med udviklingen solceller integreret i Komproments facadeløsninger.

Vidar facader påKAB's bygger Fasanskellet i Ishøj, som er opført af Scandi Byg og tegnet af OVN Arkitekter og JAJA Arkitekter. Foto: Komproment.
Vidar facader påKAB’s bygger Fasanskellet i Ishøj, som er opført af Scandi Byg og tegnet af OVN Arkitekter og JAJA Arkitekter. Foto: Komproment.
Vidar teglspån. Her er det Robinievej i Albertslund. Foto: Komproment.
Vidar teglspån. Her er det Robinievej i Albertslund. Foto: Komproment.

Relateret indhold