Kommuner, der gerne vil certificeres til teknisk byggesagsbehandling, skal leve op til de samme krav som private virksomheder. Det fremgår af et svar fra transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt til Søren Egge Rasmussen (EL), at også kommuner vil kunne blive certificerede til den tekniske byggesagsbehandling.
Aarhus kommune har i forbindelse med høringsfasen om lovforslaget givet udtryk for, at kommuner skal kunne opnå certificering efter de samme regler som private aktører. Men ministeren understreger, at udgangspunktet for indførelsen af en certificeringsordning er, at den skal fungere på markedsvilkår:
– Ved udmøntningen af certificeringsordningen vil det blive beskrevet, hvilke krav de virksomheder eller personer, der kan certificeres, skal leve op til. Opfylder man disse krav, kan man blive certificeret. En kommune, der ønsker at blive certificeret, skal leve op til de samme krav som private virksomheder. Såfremt en kommune ønsker at blive certificeret, vil kommunen skulle iagttage øvrig lovgivning for udøvelse af sådanne former for virksomhed, herunder blandt andet overholdelse af konkurrence- og statsstøtteregler, forklarer Hans Chr. Schmidt.