Københavns Kommune vil have flere kommuner med på nyt klimainitiativ – skal halvere CO2 fra nybyg

Aarhus Kommune er en samarbejdskommune i projektet, som på sigt forventes af inkludere endnu flere kommuner.
Facade af boligbyggeri med altaner
Nybyggerierne i fokus, som skal reducere deres udledninger med det nye værktøj, er udelukkende kommunale byggerier. Foto: Gustav Riisager.

Kommunale nybyggerier skal i 2035 udlede halvdelen af den CO2, de udleder i dag.

Det er ambitionen i Københavns Kommune.

Vejen til den store reducering går gennem bygningsreglementets ’frivillig lavemissionsklasse’, der fastsætter en frivillig gradvis årlig CO2-reduktion ved byggeri.

For at kunne nå disse mål har Byggerier København udviklet et nyt værktøj, som skal gøre det lettere og billigere at bygge klimavenligt. Et database-værktøj. 

Læs også

Nye tal: København har brug for 77.000 nye boliger

– Det er vigtigt at være ambitiøs der, hvor man virkelig kan gøre en forskel for klimaet. Det kan vi i vores egne byggerier. Men hvis København skal halvere CO2-udledningen fra nybyggeri, er vi nødt til at tænke nyt. Jeg håber, at andre kommuner vil tage databasen til sig, når den bliver tilgængelig, så vi sammen kan skubbe dansk byggeri i en mere bæredygtig retning, siger overborgmester Lars Weiss.

Databasen skal fungere som et opslagsværk, hvor erfaringer og data fra tidligere byggeprojekter samles ét sted.

Det vil gøre arbejdet nemmere for kommunen, når de skal vælge løsninger til byggeprojekter, der sørger for at skære ned på CO2-udledningerne og holde sig indenfor budgettet, ifølge kommunen.

Samme fejl skal ikke ske to gange

Værktøjet tages i brug for start 2026. Men allerede i dag deles byggedata med Aarhus Kommune.

Når Københavns Kommune skal bygge en ny skole, kan de bruge data fra lignende projekter i Aarhus.  Bygherre vil kunne se, hvilke løsninger der er brugt på skolebyggerier i det jyske og angiveligt kunne spare både tid, penge og CO2.

– Aarhus Kommune har, i samarbejde med Københavns Kommune, udviklet den databasestruktur, som LCA-værktøjet bygger på. Værktøjet gør det muligt at sammenligne materialer og løsninger ud fra CO2-aftryk, økonomi og påvirkning af biodiversitet, siger Henrik Rudfel, områdechef for Bygherreområdet, Teknik og Miljø, i Aarhus Kommune, og fortsætter:

Læs også

To nye ellastbiler i København skal spare klimaet for 20 ton CO2 om året

– Målet er at bruge værktøjet aktivt til at træffe mere bæredygtige beslutninger, når vi planlægger og opfører nye bygninger. Samarbejdet med Københavns Kommune er et stærkt eksempel på, hvordan vi, ved at dele viden og data på tværs, kan løfte kvaliteten af vores byggeri og reducere klimaaftrykket.

Udarbejdelsen af databasen er ét af mange skridt i Københavns Klimastrategi 2035, som også rummer en bred vifte af tiltag, der skal gøre byen både grønnere og mere bæredygtig.

På længere sigt håber begge kommuner, at flere af landets kommuner vil indgå i samarbejdet og gøre brug af det nye værktøj.

Relateret indhold