Københavns Kommune afviser H.C. Andersen-tårnet

Det vil give vindturbulens og beboerne i tårnet vil opleve, at deres lejligheder ligger afsides. Det mener Teknik- og Miljøudvalget om det nye H.C. Andersen Adventure Tower.
Den reviderede udgave af H.C. Andersen Adventure Tower har fået et nej. Visualisering: Bjarke Ingels Group.
Den reviderede udgave af H.C. Andersen Adventure Tower har fået et nej. Visualisering: Bjarke Ingels Group.

Nej.

Det Bjarke Ingels Group-tegnede H.C. Andersen Adventure Tower i Nordhavn har fået et afslag. Tårnet, der har en pris på 7,5 milliarder kroner og som skulle indeholde forlystelsespark, boliger, erhverv og park, fik mandag aften afslag på anmodningen om at igangsætte arbejdet af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det er som bekendt en revideret udgave af tårnet, der mandag aften var til afstemning, efter byggeriet ikke som planlagt blev sat til afstemning i marts måned. Her var der uenigheder omkring hvornår, man kunne igangsætte projektet.

– Jeg kan ligesom så mange andre københavnere ikke se idéen i at opføre en privat bygherrers prestigeprojekt i vores by. Med 280 meter vil det blive det absolut højeste tårn i Øresundsregionen, og det skal ikke stå som en kolos i København, så vi alle, uanset hvor vi er, kan se det, og mange vil leve i skyggen af det, siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

I december sidste år indgik H.C. Andersen Adventure Tower en betinget købsaftale med By & Havn. Ifølge Børsen var betingelsen for aftalen, at kommunen satte gang i planprocessen i 2019, mens der skulle være vedtaget en lokalplan i 2021.

– København er ikke New York, og det er faktisk positivt. Vi kan godt have nogle høje bygninger, hvor det giver mening, men der er ingen grund til at bygge højt alene for højdens skyld, siger Karina Vestergård Madsen.

Perlerække af problemer

Det store tårn vil ifølge forvaltningen gøre mere skidt, end det gør godt. I indstillingen bliver det blandt andet nævnt, at beboerne i tårnet vil opleve, at deres boliger ligger afsides og uden nærhed til Nordhavns hverdagstilbud, og at bygningen vil påvirke oplevelsen af Københavns og Øresundsregionens kultur og natur.

Til sidst forventes bygningen også at medføre vindturbulens i de omkringliggende områder.

– Første del af Nordhavn er desværre blevet et VIP-projekt med dyre ejerboliger og dyre private lejeboliger. Samtidig er området nærmest kemisk renset for grønne områder. Den fejl skal vi ikke gentage med Ydre Nordhavn. Det område skal laves med fokus på den almindelige københavnere og grønne områder. Ikke rigmandsboliger og en forlystelsespark for turister, siger Karina Vestergård Madsen.

Baggrunden for den seneste henvendelse fra bygherren, HCAAT, er, at der er indgået en privatretlig aftale mellem grundejeren By og Havn og bygherren om at starte byggeriet inden Nordhavnstunnelens åbning.

Kommunen kan dog ikke være part, hvilket betyder at kommunen ikke kan håndhæve aftalen eller kræve den overholdt. Kommunen kan heller ikke sikre, at aftalen ikke ophæves af parterne.

Desuden må byggeriet ifølge en tidligere kommunal beslutning af plangrundlaget for igangsætning ikke vedtages før tidligst to år før Nordhavnstunnelens åbning, som foreløbigt er planlagt til 2027. Dette er nu bekræftet endnu en gang med dagens beslutning i Teknik og Miljøudvalget.

Jeg kan ligesom så mange andre københavnere ikke se idéen i at opføre en privat bygherrers prestigeprojekt i vores by.

Relateret indhold