Om MIPIM 2016
- Sted: Cannes
- Tidspunkt: 15.-18. marts
- Deltagere: Ca. 20.000 (heraf 700 danske)
- Se mere på www.mipim.com
Greater Copenhagen har afløst Øresundskomiteen, og parterne på begge sider af Øresund har givet håndslag på et mere forpligtigende samarbejde. Copenhagen Capacity og Byggesocietetet bakker aktivt op om ambitionerne og går nu sammen om at skabe en stærk og effektfuld stand på årets MIPIM ejendomsmesse.
Ejendomsmessen samler gennem fire dage i Cannes alle væsentlige internationale aktører indenfor bygge- og ejendomsbranchen til et netværk som tit og ofte fører til egentlige forretningsprojekter og investeringer. I år forventes der over 20.000 deltagere fra næsten 90 lande
Standen skal skabe maksimal synlighed for vores branche og dermed sikre det bedst mulige udgangspunkt for at få hevet investeringer hjem til Danmark.
Landsformand Tony Christrup Byggesocietetet
– Vi har indgået samarbejdet for at have den stærkest mulige opstilling på MIPIM. Standen skal skabe maksimal synlighed for vores branche og dermed sikre det bedst mulige udgangspunkt for at få hevet investeringer hjem til Danmark. Vi tilslutter os ambitionerne med Greater Copenhagen og tager derfor dette konkrete skridt til et styrket samarbejde, siger Tony Christrup fra Byggesocietetet.
Yderligere markedsføring
Adm. direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity uddyber:
– Vi havde et succesfuldt MIPIM i 2015, hvor 30 kapitalstærke investorer fra hele verden deltog i et arrangement vi stod for, og næste år vil vi lægge skulderen yderligere i for at opnå gode resultater. Samarbejdet med Byggesocietetet er et vigtigt skridt i den retning, da vi dermed kommer endnu tættere på branchen, siger han.
Til næste år vil samarbejdet sikre en yderligere markedsføring af standen gennem de to organisationers netværk, men allerede i 2015 oplevede virksomhederne god effekt af besøget på MIPIM.
– Vi har været glade for at deltage på MIPIM gennem flere år, og i år var det med Copenhagen Capacity som samarbejdspartner. Standen skabte en god platform, hvor vi kunne vise nogle af de projekter vi står for i hovedstadsregionen frem på en god måde, siger Torben Klausen, CEO og partner i Årstidernes Arkitekter
Den nye stand bliver strømlinet til at møde et internationalt publikum med repræsentanter fra hele værdikæden i den danske bygge- og ejendomsbranche, og Byggesocietetet og Copenhagen Capacity opfordrer derfor begge til at bakke op om initiativet.