København langt fra bolig-mæt trods rekordbyggeri i 2018

Sidste år blev der opført det største antal nye boliger i Hovedstaden siden 1939, men behovet bliver meget større over de kommende 12 år, mener overborgmesteren.
Overborgmester Frank Jensen åbnede tidligere tirsdag - sammen med arkitekt Dorte Mandrup - Greater Copenhagens stand på ejendomsmessen Mipim. Foto: Torben Jastram.
Overborgmester Frank Jensen åbnede tidligere tirsdag - sammen med arkitekt Dorte Mandrup - Greater Copenhagens stand på ejendomsmessen Mipim. Foto: Torben Jastram.

CANNES: Tirsdag eftermiddag var der officiel åbning af Greater Copenhagens stand på den internationale ejendomsmesse Mipim i sydfranske Cannes.

Mipim kan i år fejre 30 års jubilæum, mens Københavns overborgmester Frank Jensen blot kan mønstre 10 år som deltager på messen og den danske repræsentation, hvor han blandt andet skal tiltrække internationale investorer til regionen.

Han mener, at Greater Copenhagen har gjort det godt, for København er i dag en by, der kan tillade sig at være lidt stolt. Men der venter stadig mange opgaver forude.

– Vi har sammen skabt en by, hvor meget af livet leves uden for boligerne. Der er skabt fællesskaber og udepladser på blandt andet havnefronten, bytorve og grønne områder. Siden 2005 har vi haft en CO2-reduktion på 42 procent, og det er et pænt skridt mod den CO2-neutrale by, sagde Frank Jensen, da han sammen med arkitekt Dorte Mandrup åbnede standen.

Lynetteholmen skal byde på det bedste

Overborgmesteren tilføjede, at selvom København i 2018 fik det største antal nye boliger siden 1939, så er der langt endnu. Byen vokser eksplosivt, og der er brug for 60.000 nye boliger frem mod 2031.

En del af de mange kommende boliger skal placeres på Lynetteholmen, og her mener Dorte Mandrup, at politikerne og branchen sammen skal sætte barren højt.

– Lad os dog sige, at vi vil gå efter at skabe verdens bedste og mest bæredygtige bydel. Her kan vi bruge læring fra for eksempel Ørestad og Nordhavn. Vi skal huske, at vi bygger til fremtidige generationer med helt andre krav til bæredygtighed, boformer og inklusion. Vi skal ikke bygge til nutidens midaldrende arkitekter og politikere, sagde Dorte Mandrup.

Det er Frank Jensen meget enig i.

– Jeg har et barnebarn på tre år, og det er hendes generation, der skal bo på Lynetteholmen. De nye generationer siger allerede i dag, at vi er nødt til at tage ansvar. Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi husker at bygge flere billige boliger, så alle har mulighed for at bo i vores fantastiske by, slog overborgmesteren fast.

Vi har sammen skabt en by, hvor meget af livet leves uden for boligerne.

Relateret indhold