Da dørene i Forum lukkede onsdag kl. 17 efter den første messedag på Building Green, stod tælleapparaterne på 3.913 besøgende. Det er cirka 230 flere end efter første dag under messen i 2016 – som var den hidtidige rekord.
Dermed tyder alt på, at man igen i år sætter rekord.
– Vi er meget glade for at succesen bliver ved med at vokse, fortæller projektleder Sarah Elhauge fra Building Green til Dagens Byggeri.
Torsdag fortsætter messen fra klokken 9 til 17 med blandt andet et omfattende program af taler, debatter og seminarer.
Det er nu syvende år der afholdes Building Green i Forum, og 2017 er også året, hvor messen fik en ‘lillebror’, idet der blev afholdt Building Green i Aarhus i marts.
Den aarhusianske messe blev et tilløbsstykke, så den vender tilbage i 2018. Og som noget helt nyt har arrangørerne besluttet at prøve at eksportere succesen til Norge næste år, således at der i nogle dage i oktober 2018 vil blive afholdt Building Green i Oslo.