Hun har 15 års erfaring fra Metroselskabet og 10 år fra Københavns Rådhus. Nu skal 55-årige Rebekka Nymark som ny direktør for vand og spildevand stå i spidsen for forsyningsselskabet Hofors vigtige arbejde med vand, spildevand og klimasikring i hovedstadsområdet.
De erfaringer hun har fået fra sine to seneste stillinger tager hun med i sit nye job – og fortsætter dermed den røde tråd, der har løbet gennem hendes karriere: Hverdagen, infrastruktur og udvikling af fremtidens byer.

”Det haster”: Danmark står overfor enorme skader, hvis ikke vi klimasikrer mere
I sin nye stilling i Hofor skal hun skabe resultater for byernes udvikling i et samarbejde mellem offentlige og private aktører, borgere og virksomheder, som alle kan have forskellige behov og ønsker til byens service og udvikling.
– Jeg tror på, at de bedste løsninger og resultater i komplekse opgaver skabes ved at bringe aktører med forskellige kompetencer og perspektiver sammen. Og så arbejde på at finde fællesnævnere mellem de forskellige interesser og logikker. Det tror jeg i høj grad, der er brug for, når vi skal sikre nok drikkevand til de mange mennesker og virksomheder, som ønsker at bo og drive erhverv i hovedstadsområdet, og samtidig klimasikre byen, så der er plads til alt det regnvand, som rammer os, siger Rebekka Nymark.
Drikkevand til en million kunder
I hovedstadsområdet leverer Hofor dagligt drikkevand til en million kunder og står for at klimasikre byerne, så de massive regnmængder ikke gør skade. Det er altså store opgaver, der ligger klar på skrivebordet, når den nye direktør tiltræder til august.
Adm. direktør i Hofor, Henrik Plougmann Olsen, siger:

Ingeniørerne er klar til mere klimatilpasning, men: ”Kommunerne tøver”
– Opgaven som direktør for vand og spildevand i Hofor er en kompleks størrelse. Klimaforandringerne giver risiko for oversvømmelser og samtidig længere perioder med tørke, hvor vandforbruget stiger til konstant nye højder. Der er brug for gode rammer for at lykkes med at levere, og jeg er sikker på, at Rebekka Nymark er den helt rette til at stå i spidsen for det arbejde. Samtidig kender jeg Rebekka som en utrolig dygtig og inspirerende leder, der både kan udfordre og støtte.
Succes kræver arbejde på tværs
Hofors nye direktør er opvokset i København og er i dag bosat på Frederiksberg. Hun har derfor også privat haft god berøringsflade med livet i byen.

Mellem byrum og infrastruktur: Her er der plads til biodiversitet i hovedstaden
– Det er fantastisk at leve sit liv i byen. Det giver så mange muligheder, men den gode by kommer ikke af sig selv. I hverdagen tænker vi ikke over det. Vandet strømmer ud af hanen og forsvinder igen i afløbet. Klimasikring, som f.eks. Enghave Parken, udvikler og beskytter byerne. For at det lykkes, kræver det dedikerede og fagligt stærke kompetencer, der arbejder sammen på tværs af deres forskellige fagligheder. Den ledelsesopgave glæder jeg mig til at tage på mig, siger Rebekka Nymark.