Johnny Øland overtager ventilationsfirma

Med købet af en mindre virksomhed i Ikast er den tidligere mangeårige direktør for Øland, som han forlod i 2015, tilbage i ventilationsbranchen.
Johnny Øland er med overtagelsen af KH Vent A/S  tilbage i ventilationsbranchen.
Johnny Øland er med overtagelsen af KH Vent A/S tilbage i ventilationsbranchen.

Står det til Johnny Øland, så bliver det lille kriseramte ventilationsfirma KH Vent A/S i Ikast snart en sund forretning, som vil opnå en fornuftig markedsandel i lokalområdet.

– Vi tror på, at der er en plads i markedet til en mindre agil spiller, der leverer høj kvalitet. Vi går i første omgang efter at blive nummer et i Ikast – og så må vi derefter arbejde på at vokse i resten af regionen og i Aarhus, siger Johnny Øland til Dagens Byggeri.

Han har netop overtaget ventilationsfirmaet KH Vent A/S med en erfaren branchemand Preben Jensen fra Geovent A/S og Thomas Molsen. En usleben diamant kalder Johnny Øland den lille Ikast-virksomhed, der har sendt ham tilbage i en branche, han ellers havde sagt helt farvel til.

– Det er ikke en drøm om at skabe et nyt Øland, slet ikke. Men vi fandt denne lille konkurstruede virksomhed, som vi vil ændre til en sund forretning. Vi overtog 1. oktober, og nu er vi i fuld gang med at får styr på blandt andet administration, data og så videre. For eksempel indfører vi et helt nyt lagersystem, fortæller han.

Timing helt rigtig

I dag fylder indeklimaet meget i nybyggeriet, som har kronede dage i de meste af landet. Og her ser Johnny Øland en unik mulighed.

– Nybyggeri giver helt nye ventilations-udfordringer end vi tidligere har set. Skal indeklimaet være godt i dagens nybyggede tætte huse, kræver det rigtig god ventilation. Timingen for KH Vent er derfor helt rigtig, og vi kommer til at stå for løsninger, der bliver rettet til den individuelle kunde i stedet for at fokusere på stor volumen, siger han.

Med investeringen i KH Vent er Johnny Øland retur i en branche, han har sat sit præg på siden 1987, da han som 24-årig blev en del af ventilationsfirmaet Øland, som faderen Leif Øland havde stiftet seks år forinden. I 1993 blev han direktør for virksomheden, indtil han forlod Øland i 2015.

Vi går i første omgang efter at blive nummer et i Ikast – og så må vi derefter arbejde på at vokse i resten af regionen og i Aarhus.

Relateret indhold