Ja tak til bedre udstyr på erhvervsskolerne

Regeringen har fundet ekstra penge til teknologisk avanceret udstyr på erhvervsskolerne. Det vil styrke uddannelserne, vurderer Håndværksrådet.
Forslaget om ekstra midler giver skolerne mulighed for at anvende avanceret udstyr i undervisningen. Foto: Colourbox.
Forslaget om ekstra midler giver skolerne mulighed for at anvende avanceret udstyr i undervisningen. Foto: Colourbox.

Som en del af regeringens vækstudspil får erhvervsskolerne nu ekstra midler til at lade lærlingene arbejde med den nyeste teknologi.

– Vi bliver altid glade, når der findes ekstra midler til erhvervsuddannelserne. Vi påviste allerede i 2013, at mere end hver 10. af vores medlemsvirksomheder var utilfredse med udstyr, maskiner og materialer på erhvervsskolerne, og vi er tilfredse med, at erhvervsuddannelsesreformens fokus på kvalitet i undervisningen nu følges op med et fokus på kvaliteten og opgradering andre steder på skolerne. Det siger chefkonsulent i Håndværksrådet Heike Hoffmann i en pressemeddelse fra Håndværksrådet.

Brug nu pengene rigtigt

Ministeriet peger i sin pressemeddelelse på, at forslaget om ekstra midler giver skolerne mulighed for at anvende avanceret udstyr i undervisningen, for eksempel teknologi og maskiner. Håndværksrådet ser gerne, at man virkelig overvejer, hvordan de ekstra midler bruges, når kriterierne for brug af midlerne fastlægges. Der er rigtig mange erhvervsskoler i Danmark, og ikke kun de dyre, teknologitunge uddannelser slås med kritik af udstyr og materialer.

– På den ene side skal man huske, at 150 millioner kroner ikke rækker langt, hvis man smører dem for tyndt ud på alle erhvervsskoler og alle uddannelser. På den anden side viste vores skoletilfredshedsundersøgelse, at også uddannelser, som ikke er traditionelt teknologitunge, som for eksempel bygningsmaler og frisør, fik kritik for at have for gammelt og for dårligt udstyr, siger chefkonsulent Heike Hoffmann.

Relateret indhold