Intern rokade skal styrke Bang & Beenfeldt

Administrerende direktør Erik Lindahl giver stafetten videre til projektchef Jeppe Blohm Nielsen - på ryggen af solid vækst igennem de seneste år.
Ledelsen i Bang & Beenfeldt ser nu ud som følger. Fra venstre er det Claes Bohn-Willeberg, Jeppe Blohm Nielsen, Anders Bang Olsen og Erik Lindahl. Pressefoto.
Ledelsen i Bang & Beenfeldt ser nu ud som følger. Fra venstre er det Claes Bohn-Willeberg, Jeppe Blohm Nielsen, Anders Bang Olsen og Erik Lindahl. Pressefoto.

1. december bliver Jeppe Blohm Nielsen administrerende direktør hos de rådgivende ingeniører Bang & Beenfeldt, mens Erik Lindahl, hans forgænger på posten, finder sig en ny mere tilbagetrukket rolle som projekt- og markedschef for teknik- og transformationsprojekter. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

– Bang & Beenfeldt har gennem de seneste år vokset meget og er fortsat på en vækstrejse. Jeg er stolt over de resultater, vi har opnået – selv gennem corona-tiden, hvor vores ordrebog fortsætter med at vokse, siger Erik Lindahl.

Væksten betyder, at Bang & Beenfeldt efterhånden har nået en størrelse, som nødvendiggør, at virksomheden styrkes endnu mere med en klog organisering.

Her har bestyrelsen peget på Jeppe Blohm Nielsen som den rette mand til at stå i spidsen for denne organisation, og det bakker Erik Lindahl op om:

– Med den nye organisering får jeg får frigivet tid og fokus til at kunne komme tættere på projekterne, som jeg brænder meget for, og mulighed for at skabe en tydelig retning både indadtil og udadtil på vores teknik- og transformationsprojekter, siger Erik Lindahl.

Tværfaglig organisering

I forbindelse med ledelsesrokaden og organisationsændringen benytter Bang & Beenfeldt to primære spor i forretningen som organisatorisk grundstamme.

Mens Erik Lindahl bliver projekt- og markedschef for sporet Teknik & Transformation, bliver partner Claes Bohn-Willeberg projekt- og markedschef for sporet Renovering. De to spor afspejler forretningen, fagligheden og de områder, Bang & Beenfeldt primært opererer på i dag, og i begge spor vil man fortsat arbejde tværfagligt med alle virksomhedens discipliner.

En sund virksomhed

Bang & Beenfeldt har siden 1974 ydet byggeteknisk rådgivning i Storkøbenhavn fra kontoret på Christianshavn, og der er ingen tvivl om, at det er en yderst sund og veldrevet virksomhed, som Jeppe Blohm Nielsen nu skal stå bag roret for.

– Jeg glæder mig naturligvis meget til at overtage stafetten efter Erik, og videreføre virksomhedens vækstrejse og det solide resultat, som Erik har skabt, mens jeg kan glæde mig over, at vi fortsætter som kolleger, siger Jeppe Blohm Nielsen om sin nye rolle og tilføjer:

– Vi fortsætter på samme måde som vi plejer med at levere solid, tværfaglig og grundig byggeteknisk rådgivning med et stærkt fokus på den gode proces samt menneskerne i og omkring vores projekter.

Relateret indhold