Vision 2025
- – Udarbejdet i samarbejde af TEKNIQ og Dansk El-Forbund.
- – Giver i forhold til Vision 2022 fra 2013 et opdateret bud på udfordringer og muligheder i branchen.
- – Bygger bl.a. på regionale møder og rapporter, der beskriver teknologiudviklingen og konsekvenserne for branchen.
- – Har til formål at sætte en fælles retning for udviklingen af branchen.
- Vision 2025 sætter fokus på seks primære udviklingsbehov for branchen:
- 1 – Kundens tekniske partner
- 2 – Skabe en branche på forkant
- 3 – Øget ekspertise
- 4 – Attraktiv branche
- 5 – Produktiv og værdiskabende elbranche
- 6 – Øget differentiering i branchen
For at komme fremtidens udfordringer lidt i forkøbet har brancheorganisationen Tekniq og Dansk El-forbund sammen sat sig for at kortlægge de udfordringer og muligheder, virksomhederne står overfor, hvis de skal fastholde og styrke deres position på et marked, der præges af intens konkurrence – ikke mindst fra flere nye spillere.
Resultatet er blevet den nye rapport, Vision 2025, som netop er blevet offentliggjort.
Vi tror jo selv, at vi er gode til at snakke med kunderne. Men det er kunderne ikke altid enige med os i. De siger, at vi taler et teknisk sprog, som de ikke altid forstår, samtidig med, at vi ikke er gode nok til at forstå, hvad de har brug for.
Adm. direktør Niels Jørgen Hansen Tekniq
– Elbranchen skal være den stærke samarbejdspartner, der hjælper kunderne med at få udbytte af den moderne teknologi. Vi skal være dem, der sørger for, at samfundet bliver løftet med blandt andet energieffektivitet, med produktivitet og med komfort. Og det er i høj grad er op til os selv at udfylde den rolle – for der er mange andre, som gerne vil overtage den, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos Tekniq, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder.
Han understreger blandt andet, at branchens virksomheder og deres medarbejdere de kommende år især skal blive bedre til at sælge – ikke alene godt håndværk men i høj grad også samlede løsninger og processer.
– Installationsbranchen har en stærk tradition for at have det tekniske fundament i orden. Men vi skal være bedre til selve salgsarbejdet i forhold til kunderne, siger Niels Jørgen Hansen.
– Derfor skal vi også være bedre til at indgå i dialog med kunden. Vi tror jo selv, at vi er gode til at snakke med kunderne. Men det er kunderne ikke altid enige med os i. De siger, at vi taler et teknisk sprog, som de ikke altid forstår, samtidig med, at vi ikke er gode nok til at forstå, hvad de har brug for, siger Niels Jørgen Hansen.
Øget kompetenceudvikling
Derfor er der ifølge både Tekniq og Dansk El-Forbund brug for at rette blikket mod den løbende kompetenceudvikling hos de ansatte i branchen.
– Det er afgørende, at elektrikerne hele tiden udvikler deres kompetencer, samtidig med at vi må erkende, at man ikke kan det hele. I stedet er der brug for, at man hver især finder ud af, hvad man vi fokuserer på. For de sjove jobs er netop til dem, der har spidskompetencerne, siger Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund, og uddyber:
– Det er også årsagen til, at vi har samarbejdet om at udvikle Vision 2025. Hvis ikke vi sikrer, at branchen er på forkant med udviklingen, så er der andre, som går ind og overtager de spændende opgaver, mens vi reduceres til ‘udførende hænder’ og lavstatusfag. Og det er vi ikke interesserede i, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Han understreger, at den teknologiske udvikling er uforudsigelig.
– Da vi i 2013 lavede vores fælles Vision 2022, var det meningen, at den skulle holde i ti år – men vi har måttet erkende, at der allerede nu, efter det halve, er brug for en ny og opdateret vision, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Ny læring
Ifølge Tekniq er der behov for at tænke i helt nye former for læring, hvis det skal lykkes installationsbranchen at fastholde og styrke deres position på markedet.
– Der er stadig brug for de traditionelle kurser og videreuddannelsestilbud, men vi skal, både som arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer gøre det lettere for branchen at få adgang til ny viden og information – uanset om det er ved at se en video på YouTube en søndag aften, gå på kursus, bruge e-læring eller benytte noget af det materiale, som producenterne selv stiller til rådighed, siger Niels Jørgen Hansen.
Rapporten kan hentes her.