Installatører ønsker flere lærlinge

Flere steder i landet er det svært at få elever.
Henrik Fugmann. Pressefoto: Lars Horn/Baghuset.
Henrik Fugmann. Pressefoto: Lars Horn/Baghuset.

El- og vvs-virksomheder efterspørger flere lærlinge og er parat med nye lærepladser til dygtige, unge mennesker. Men også andre brancher, som aftager de færdigtuddannede elektriker- og vvs-energilærlinge, må tage et medansvar for at skabe praktikpladser. Det sagde formand Henrik Fugmann på brancheorganisationen TEKNIQs generalforsamling i dag i Odense.

– Med trepartsdrøftelserne mellem DA, LO og regeringen er vi med til at drøfte, hvordan antallet af faglærte kan øges. I vores branche er det meget få elever, der ikke kan finde en læreplads. Det er faktisk – de fleste steder i landet – sværere for virksomheden at finde lærlinge, end det er for lærlinge at finde en virksomhed, sagde Henrik Fugmann, formand for TEKNIQ, på generalforsamlingen.

– Vores besked til de unge er: Hvis du har motivationen og evnerne, så kan du godt finde en praktikplads i installationsbranchen. Vi har nemlig brug for dig. Skal vi være i stand til at oprette endnu flere praktikpladser, peger installationsbranchens virksomheder især på to ting. Den første handler om omkostningerne ved at have lærlinge. Det er for dyrt. For det andet er det svært at finde kvalificerede lærlinge. De budskaber tager vi med til bordet, der hvor trepartsdrøftelserne foregår, fortalte Henrik Fugmann.

I installationsbranchen tager man ifølge formanden ansvar, når det kommer til praktikpladser.

– Vi uddanner flere lærlinge, end vi selv kan bruge. Men mange går bagefter til andre brancher, som ikke bidrager med at tage lærlinge og uddanne den arbejdskraft, de har brug for. Resultatet er, at vi ikke bare uddanner til os selv, men også til industrien og til det øvrige erhvervsliv. Vi ser gerne, at også andre brancher begynder at løfte deres del – og tager flere lærlinge ind. Det er bare at komme i gang, mener Henrik Fugmann.

Relateret indhold