Udliciteringsgraden på de tekniske områder – eksempelvis park og vej – i kommunerne er, som en analyse fra Dansk Byggeri viser det, meget forskellig.
Eksempelvis har Solrød Kommune syd for København udliciteret hele området, mens man på Bornholm kun har udliciteret ganske få procent.
Det nye halvvejs kommunale selskab byder på opgaver i andre kommuner. Det er ikke en kommunes opgave at drive virksomhed i konkurrence med private virksomheder.
Morten Dahlin (V) Byrådsmedlem Greve Kommune
Og de store forskelle kan såmænd også ligge mellem nabokommuner med selv samme parti i spidsen. Det er tilfældet mellem Greve Kommune og Solrød Kommune, der begge har en venstreborgmester. Greve Kommune hører til blandt de dårligste på Sjælland, når det gælder udlicitering de tekniske områder.
Politisk svinestreg
Men det ansvar kan ikke pålægges den nuværende venstreborgmester. Det skyldes derimod noget, der mest af alt minder om en ‘politisk svinestreg’ begået af den tidligere konservative borgmester på hans sidste dag i embedet. Det fortæller formanden for kommunens udvalg for vækst og beskæftigelse, Morten Dahlin (V):
– Det tidligere politiske flertal bestående af SF, Socialdemokratiet og De Konservative med en konservativ borgmester i spidsen valgte på den sidste dag i borgmesterstolen at underskrive en 5-årig kontrakt om et offentlig-privat selskab på park og vejområdet, der sikrede den kommunale park og vej afdelings overlevelse. Partnerskaber mellem det offentlige og private kan være interessant på andre områder, hvor der ikke er et veletableret privat marked. Men på park og vej er det himmelråbende åndssvagt ikke at sende det i udbud, fordi der er mange private leverandører, som kan levere en god service til en billig pris. Så snart kontrakten udløber, foretager vi, hvis vi fortsat har flertal, et total udbud af park- og vejområdet i Greve Kommune, siger Morten Dahlin til Dagens Byggeri.
Hedt valgemne
Netop udliciteringen var ifølge Morten Dahlin et af de mest hede emner i den kommunale valgkamp i kommunen, hvor vælgerne skabte et klart flertal for et udbud og IKKE det partnerskab, som De Konservative sammen med venstrefløjen valgte at ignorere.
13 ud af 21 af de nuværende byrådsmedlemmer er modstandere af partnerskabet, der bevarer den kommunale afdeling, men det tidligere flertal tvang dem til at føre den modsatte politik i hele det nuværende byråds periode. Det kan først laves om, når der er gået ét år af næste periode:
– Det er selvfølgelig bedre end tidligere, hvor vi havde 100 procent kommunal udførelse af park og vej, og den private leverandør i samarbejde gør det glimrende. Men det nye halvvejs kommunale selskab byder på opgaver i andre kommuner. Det er ikke en kommunes opgave at drive virksomhed i konkurrence med private virksomheder, siger han videre.
Højere løn
Inden etableringen af det kommunale/private selskab forsøgte Greve Kommune ellers at oprette et fælles kommunalt selskab på park og vej med netop Solrød Kommune, men sidstnævnte ville ikke være med, blandt andet fordi de ansatte i Greve Kommunes selskab havde langt højere lønninger end deres kolleger i Solrød, og at det derfor ville være så som så med de økonomiske fordele.
Morten Dahlin mener, at der både ville være en betydelig millionbesparelse og et kvalitetsløft at hente for Greve Kommune ved en ægte udlicitering i stedet for den nuværende ordning:
– Det er faktisk så absurd, at vedtagelsen af samarbejdet med den private virksomhed blev endeligt vedtaget af det tidligere flertal på et byrådsmøde EFTER kommunalvalget, hvor vælgerne havde vendt tommelfingeren ned for projektet. Det er også et demokratisk problem, da det var et stort tema i valgkampen, hvor Venstre gik ind for en konkurrenceudsættelse sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det gav vælgerne os et stort flertal for i det nye byråd, men det valgte De Konservative at sidde overhørigt sammen med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det er ærgerligt, slutter Morten Dahlin.