Hovedentreprenør valgt til Statens Naturhistoriske Museum

Bygningsstyrelsen har efter udbud med forhandling netop tildelt hovedentreprisen til byggeriet af det nye Statens Naturhistoriske Museum.
Visualisering af det samlede nye Statens Naturhistoriske Museum. Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Bygningsstyrelsen.
Visualisering af det samlede nye Statens Naturhistoriske Museum. Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Bygningsstyrelsen.

Efter en prækvalifikationsrunde og udbud med forhandling med de tre prækvalificerede entreprenørvirksomheder har Bygningsstyrelsen tildelt hovedentreprisen på det nye Statens Naturhistoriske Museum til Per Aarsleff A/S.

Herefter starter en fase med projektoptimering og samprojektering. Formålet er at koordinere løsningsforslagene fra Aarsleff med rådgiverteamets hovedprojekt. Samtidig skal entreprenørens konkrete produktvalg indarbejdes i det samlede projektmateriale.

Byggeriet er støttet af Villum Fonden, Det Obelske Familiefond, Novo Nordisk Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Herudover bidrager Københavns Universitet og staten til finansieringen.

Dialog og forhandling

Projektet blev på baggrund af en dialog med markedet udbudt i en hovedentreprise med forhandling.

Efter en prækvalifikationsrunde i marts 2017 blev de tre entreprenørvirksomheder MT Højgaard A/S, Per Aarsleff A/S og Pihl konsortiet (Pihl & Søn A/S, M.J. Eriksson A/S og LM Byg A/S) indbudt til at afgive bud på byggeriet.

Formålet med udbud med forhandling var at give entreprenører såvel som bygherre muligheden for at afklare misforståelser, fjerne usikkerheder og minimere risikoelementer i projekterne.

Ligeledes fik tilbudsgiverne en mulighed for at forbedre deres tilbud, inden afgivelse af sidste og bedste tilbud. Samtidig kunne optimeringspotentialer, bygbarhed og tekniske løsninger blive drøftet. Tilbudsgiver fik ligeledes lejlighed til at pege på eventuelle forhold i udbudsmaterialet, som de fandt uhensigtsmæssige.

Totalrådgiverteamet består af Lundgaard og Tranberg Arkitekter i samarbejde med arkitekt Claus Pryds, og EKJ Rådgivende Ingeniører A/S.

Relateret indhold