Udskiftning af tag på Ulfborg Skole, ny tagbelægning på Vinderup SFH, 2. etape på Enghavens P-plads og oprensninger og vandløbsrestaureringer. Det er nogle af de projekter, Holstebro Kommune har valgt at fremrykke, efter kommunens økonomiudvalg har godkendt lånefinansieringen.
Der bliver i alt tale om projekter for sammenlagt 42 millioner kroner, som skal gennemføres i 2020, og formålet med de fremrykkede investeringer er ligetil.
– Vi har valgt at benytte muligheden for at lånefinansiere for 42 millioner kroner, så vi kan sætte gang i anlægsinvesteringer, der kan være med til at bevare job-mulighederne under Covid19, forklarer borgmester H.C. Østerby og fortsætter:
– Vi ser en dobbelt gevinst ved at fremrykke anlægsprojekterne. Erhvervslivet får glæde af de opgaver, der bliver udbudt og vores borgere får glæde af anlægs- og renoveringsprojekterne, når de står færdige, siger H.C. Østerby.
Fremrykningen kan lade sig gøre, da regeringen har valgt at fjerne anlægsloftet og har givet kommunerne adgang til at lånefinansiere. Det sker i et forsøg på at øge aktiviteten inden for beskæftigelsen.