Nordhavn i København rummer Danmarks mest eftertragtede og dyreste kontoradresser.
Det viser nye tal fra ReData.
Aktuelt er der i bydelen kun tre ledige kontorejendomme tilbage, hvor man kan få et lejemål over 1.000 m2, og den stigende efterspørgsel betyder, at lejepriserne nu er 44 % højere end i Ørestad.
– Nordhavn er domineret af store advokatkontorer og rådgivningsvirksomheder, hvor hovedparten af medarbejderne bor i København eller nord for København. Med kontor i Nordhavn slipper de for at køre de ekstra kilometer, som det kræver for at nå til f.eks. Ørestad, hvor man ellers finder tilsvarende nyopførte kontorejendomme, forklarer Anders Krogh, der er Head of Office Letting hos mæglervirksomheden Cushman & Wakefield RED, som har udlejet 80.000 m2 i Nordhavn de seneste fire år.

Internationale investorer overtager markedet for industriejendomme i Storkøbenhavn
Anders Krogh fortæller videre, at den gode infrastruktur i Nordhavn med bl.a. metro og en planlagt Nordhavnstunnel, der forventes at blive taget i brug i 2027, betyder, at virksomhederne gerne prioriterer Nordhavn fremfor for andre beliggenheder, hvilket også afspejles i udbudslejeniveauerne.

De seneste tal fra ReData viser, at 94 % af lejemålene i Nordhavn i 2024 blev udbudt til lejeniveauer på over 2.200 kroner pr. m2, hvilket resulterede i en vægtet gennemsnitlig bruttoleje for området på ca. 2.670 kroner pr. m2.

Skaber eksklusivt hotel ud af gammel kontorbygning
Det er kun de absolut mest attraktive – nyopførte/-istandsatte og bedst beliggende – kontorejendomme i indre København, som nu kan følge med lejeniveauerne i Nordhavn.
Sammenlignet med et område som f.eks. Ørestad, hvor der fortsat kæmpes med en relativt høj tomgang, var den vægtede gennemsnitlige bruttoleje i 2024 på ca. 1.860 kroner pr. m2. Kun 4 % af lejemålene i området er udbudt til bruttolejeniveauer på over 2.150 kroner pr. m2.