Årsrapport 2022 for arkitektvirksomheden Henning Larsen viser en stigning i omsætning på 8 % til 341 mio. kroner og et driftsresultat, der er steget til 23,4 millioner (6,8 %).
Læs også: Gør op med gammel byplanlægning – alt skal være inden for 15 minutter på løbehjul
Regnskabet er det bedste siden fusionen med Ramboll Group og kommet et år efter lanceringen af den ambitiøse fælles strategi med Rambøll ‘The Partner for Sustainable Change’, fortæller adm. direktør i Henning Larsen, Mette Kynne Frandsen:
– Vores resultat for 2022 er drevet af en høj efterspørgsel på bæredygtige løsninger på globalt plan. Vi står stærkt sammen med Rambøll i vores fælles strategi, hvor vi udvikler viden og løsninger til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Her spiller investering i nye teknologier en vigtig rolle. Med årtiers ekspertise inden for bæredygtigt byggeri i Danmark har vi i det forgangne år set en massiv efterspørgsel på bæredygtige løsninger på tværs af vores geografier.
Sund dansk forretning styrker den globale
Resultatet for Henning Larsens danske forretning er forbedret i 2022 i forhold til 2021, og arkitektvirksomheden har sikret sig en sund ordrebog, der styrker den globale forretning med betydelige internationale kontrakter sikret i 2022.
Her kan blandt andet nævnes Neoma Business School; en 35.000 m2 stor campus i Reims i det nordlige Frankrig, som Henning Larsen vandt blandt 40 internationale arkitektvirksomheder i starten af 2022. Det forventes at første spadestik tages på projektet i foråret 2023.
Læs mere: Henning Larsen lader propperne springe i franske Reims
I 2022 har Henning Larsen også åbnet studios i Aarhus, Berlin og Oslo, og i 2023 planlægger arkitektvirksomheden at udvide forretningen til Singapore, Australien og Sverige.
Høster frugterne af investeringer
En af hovedpointerne med fusion i 2019 var at styrke den globale position på bæredygtighed og lokal tilstedeværelse i nøglemarkeder. Efter år med fokus på integration har Henning Larsen i 2022 vist sig i stand til at indfri de løfter, der lå i integrationen med Rambøll om at skabe synergier og muskler:
Arkitektvirksomheden har formået at vinde store internationale kontrakter og har set en vækst i efterspørgslen på projekter, hvor kompetencer på tværs af landskab, arkitektur og byudvikling kræves.
– Vi har investeret massivt i at bygge en solid landskabs- og byudviklingsafdeling op i Henning Larsen. Det høster vi frugterne af nu, hvor vi kan se, at vi vinder store kontrakter som eksempelvis en stor masterplan for Volvo, hvor vi virkelig har gjort brug af vores tværfaglige kompetencer, fortæller Mette Kynne Frandsen.